“Hvor ville det dog være forfærdeligt at møde ham, man skulle leve resten af sit liv med, nu”

For et par dage siden, læste jeg et indlæg på Caroline Vangs blog, da det dukkede op på min facebookside med denne fængende overskrift:
“HVOR VILLE DET DOG VÆRE FORFÆRDELIGT AT MØDE HAM, MAN SKULLE LEVE RESTEN AF SIT LIV MED, NU”

Jeg blev nød til at læse hendes ord. For hvor forfærdeligt er det egentlig?

Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor unge i vores tid enten bruger uendelig meget tid på at lede efter kærligheden, eller bruger uanede mængder energi på at støde den fra sig. Ligesom meget andet her i livet, er kærlighed ikke noget vi kan planlægge os ud af, og tænk nu, hvis ham man skulle leve resten af sit liv med pludselig dukkede op i ens liv. Ville det helt seriøst være forfærdeligt? Eller ville man ikke glæde sig over det, når man indså hvor rart det var med den man elsker hos sig?
Jeg tror at man tilpasser sig, og måske endda opdager, hvordan ens lyster og drømme for både fremtiden og nutiden kan ændres. Uden at hverken en selv eller sinde veninder behøver at lide last.
(Den største cliché overhovedet når det gælder kærester, er da at veninderne falder fra, men det er altså et valg man 100 procent selv tager!)

Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at jeg har fundet kærligheden, og hvis du spørger mig idag, er han også den jeg skal være sammen med i morgen eller om 10,20 og 50 år.
Jeg er med på, at det er svært at forstå, når man ikke selv har prøvet det, og det er også noget af det, der kan skræmme mig allermest – hvor meget man kan elske et andet menneske.

Jeg bliver ked af det, når folk siger, at de ikke er færdige med at finde dem selv, se verden, feste natten lang og generelt at være single, for kompromisser kan findes, kærlighed kan forenes og hvad nu hvis han står foran dig i morgen?

Der er bestemt ikke nogen grund til at lede, men ej heller nogen grund til at gå med skyklapper.

Hverken min kæreste eller jeg, havde da bestemt, at vi skulle finde ind i hinandens liv på det tidspunkt vi gjorde, og så kan man godt sætte sig ned og være ærgerlig over at vi ikke først havde mødtes om 5 år, når vi “var færdige med at være singler“. Men sådan er livet og kærligheden heldigvis så uforudsigelig, og jeg håber til gengæld at jeg om 5 år kan tænke, at de sidste 5 år af mit liv, var de bedste, fordi de var i hans selskab. Pludselig dukkede han op, og ændrede hele min verden til det bedre.

For hvad gør man, hvis man møder ham, man skal leve resten af sit liv med?

Man lever… <3