Outfit of the day #3

Fra magenta til blå…

Forleden dag fik jeg en kommentar til mit indlæg om at jagte eller afsky kærligheden, der omhandlede min kærestes evne til at få mig til at skifte politisk parti.
I maj sidste år valgte jeg at skifte fra Radikal Ungdom til Venstres Ungdom. En beslutning der var længe undervejs. Men som jeg til sidst bestemt ikke var i tvivl om. 
Men for pokker hvor har jeg hørt ovenstående, om at kærligheden er uransagelig, hvad gør man ikke for kærlighed osv. osv., mange gange efterhånden.
Han må være noget særligt når han kan det
Og ja, det kan jeg bestemt ikke tage fra ham, at han er. Noget særligt. Men mit skifte til VU tilegner jeg ham nu ikke 😉
Jeg skylder vist ikke rigtigt nogen at forklare, men samtidig vil jeg så gerne, at folk kunne forstå, at Venstres Ungdom, ene og alene er min egen beslutning. En beslutning jeg tilgengæld aldrig har fortrudt.
Efter over et år, møder jeg stadig fordomme og undrende øjne fra folk. Jeg forstår godt deres spørgen, men hey, jeg er altså langt fra den første eller sidste der skifter parti. Og så er springet fra magenta til blå, altså heller ikke større.
Så nu får i historien.
PicMonkey Collage
Selvfølgelig er min kæreste (og ikke mindst de venner han tog med sig) en stor del af beslutningen, men der ligger så mange flere aspekter bag.
Der gik ikke mange måneder, før jeg fornemmede, at jeg ikke hørte til hos Radikal Ungdom, men det var først da min kæreste kom og viste mig alternativet, at jeg opdagede det. Man kan jo godt være uenig i sit parti på områder, men da jeg opdagede at mine holdninger passede perfekt ind i VU, hvorfor så nøjes?
På mange områder er RU og VU jo ikke langt fra hinanden, især ikke på nogle af de etiske spørgsmål som berører mig meget, med f.eks aktiv dødshjælp, og det var bestemt en af grundene til, at det tog mig så lang tid at finde ud af. Først da min verden begyndte at handle om de lidt større perspektiver – hvordan vi håndterer indvandring, hvor meget SKAT vi skal betale, hvordan vi skal hjælpe arbejdsløse osv., fandt jeg ud af at mine svar lå længere til højre, end de gjorde for de fleste RU’ere.
Det er da ikke nogen hemmelighed, at minimalstat og ærke liberalisme først klingede rimelig skævt i mine ører, men efterhånden som jeg lærte det bedre at kende, så jeg fornuften i det, og så samtidig mig selv blive mere og mere liberal.
Det er næsten lige så romantisk som når Hazel Grace fortæller hvordan hun blev forelsket i Gus i “The fault in our stars”, “Jeg blev forelsket i ham, som man falder i søvn. Lige så stille og pludselig med ét.” Og sådan var det vitterligt for mig at blive VU’er. Det var ligeså stille ved at gå op for mig, og pludselig var der bare ingen vej tilbage. Jeg måtte skifte. I starten var det selvfølgelig skræmmende, men nok mest fordi jeg var bange for folks reaktion.
Min far var nok den der tog det pænest af alle, trods han socialistiske sind og det faktum, at han faktisk var den jeg havde det sværest ved at sige det til, som i også kan læse i artiklen her. Men han sagde, at han blot var stolt af, at jeg tog stilling, og af, at jeg viste så meget engagement i foreningen. Dét betød uendelig meget for mig.
Skærmbillede 2015-07-29 kl. 16.00.14
Et eller andet sted er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at de “RU-venskaber” jeg havde fået gled ud, med min afgang, men tilgengæld har jeg i VU fundet mine bedste venner. Det er folk jeg connecter med på et helt andet plan, fordi vores drømme, holdninger og intentioner er forenelige. Og ingen har set på mig anderledes, fordi jeg kom fra en anden lejr.
For helt ærligt, vi har et standpunkt til vi tager et nyt, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det at blive VU’er for mig, var mit livs bedste beslutning og ændring af standpunkt…
// Kom hjertens gerne med spørgsmål.
   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Outfit of the day #3