Hvad med dem der ikke går i kjole?

Fra Barcelona Pride – google

Forleden var der Pride i København, efterhånden hedder den vel mere LGBT-pride end det oprindelige Gay-pride. Her handler det om at hylde mangfoldigheden og forskelligheden. I Danmark er der plads til alle. Og det er der bestemt.

Men der er noget jeg har tænkt over, for hvad med dem der ikke går i kjole? Hvad med dem der ikke udfolder deres seksualitet med glimmer og glamour? Jeg har nemlig på fornemmelsen, at det er de homoseksuelle der egentlig har sværest ved at blive accepteret?
I Mads og Monopolet forleden hørte jeg dem snakke om den her mand der efter hans egen udtalelse, “intet havde imod bøsser, så længe jeg bare ikke skal kigge på dem” Og det er jo lige præcis dét der er problemet.

Jeg tror efterhånden danskerne har accepteret den del af priden der har med kjoler og glimmer at gøre, men jeg tror, at det for dem der har svært ved at forstå og acceptere homoseksuelle, er de “helt almindelige” der er de svære. Det lyder så forkert når man snakker om dem med glimmer og dem der er almindelige, men jeg håber i forstår hvad jeg mener.
Naboen, pædagoen, servicemedarbejderen eller kollegaen. Hvis man har svært ved at forstå homoseksualitet, så tror jeg at det er lige præcis dér, problemet ligger.

Det er heldigvis sjældent vi hører om det, men der er jo historier fra hverdagen hvor LGBT-personer bliver chikaneret i deres hjem, på arbejdet eller på anden måde et sted, hvor alle mennesker har ret til at kunne føle sig trygge. Senest husker jeg historien, om et lesbisk par fra Mariager, der blev så groft chikaneret i hjemmet, og i deres barns institutionen, at de måtte flytte.

Jeg tror vi skal passe på med at fremstå så mangfoldige som vi gør omkring priden. For vi er først et 100-procent mangfoldigt samfund, når LGBT-personer er en del af hverdagen og de ikke giver anledning til opdeling, undren eller chikanering på nogen som helst måde.

Jeg ville ønske jeg kendte formularen. Vi er godt på vej, men jeg synes altså ikke helt, at vi er der.