Hvorfor ligestilling ikke er det samme som feminisme

Det var ikke længe man fik lov at være i den store landsstævnesal, før den første resolution* med undertoner af ligestilling blev bragt op.

Vi stemte nej til omskæring af drengebørn. Ja til at homoseksuelle må donere blod. Men vi stemte også nej til kvindekvoter. Og det er jeg alle tre dele, meget glad for.

Jeg synes desværre, der er en tendens til at sætte lighedstegn ved spørgsmålet om ligestilling og feminisme. Det er svært at være særlig meget uenig i, at der skal være 100 procent ligestilling blandt både køn, alder, race, religion osv. Og det vil jeg gerne kæmpe hårdt for. Men for mig er feminismens formål oftere at forfordele end at ligestille. Og kvindekvoter er virkelig det værste jeg kan forestille mig på den konto.
Jeg har lidt svært ved at sætte mig ind i, at man i dagens Danmark kan føle sig undertrykt som kvinde. Måske kan vi godt snakke om, at lønnen har tendens til at være lidt ulige eller at der er tendens til flere mænd end kvinder i bestyrelser. Men så synes jeg altså heller ikke det er værre. Og så tror jeg faktisk, og nu får jeg nok samtlige af landets feminister på nakken, at vi til tider selv har valgt det. Kvinder er f.eks. pisse dårlige til at gå til jobsamtale i forhold til mænd og vi prioritere samtidig oftere familien over karrieren i forhold til mændene. Hvis du virkelig gerne vil tjene mere end din mand, eller have en højere stilling, så er der intet hverken i loven, normerne eller traditionerne herhjemme der stopper dig. I min verden er det kun dig selv, og dét skal du være hjertens velkommen til at lave om på. Men jeg synes simpelthen det er for nemt at sige, at det er samfundet og alle dets ‘mandschauvinisters’ skyld.

Kvinder. Vi kan godt selv.

*En resolution er en indstilling til, hvad VU’s officielle politik skal være. Alle kan stille resolutionerne op til landsstævnet, hvor alle har mulighed for at stemme for eller imod den. Vores officielle politik kan findes her.