Hvorfor ligestilling ikke er det samme som feminisme

Første dag på isen

Lørdag d. 24 september åbner Aarhus skøjtehal op for sæsonen, og med opvisninger, sang og musik charmerer de alt fra børnefamilier til studerende til at vove sig ud på isen og komme igen vinteren igennem.

Lyset slukkes, og et stort varmt spotlight rettes mod indgangen. Efter den første runde på isen, trækker hun i én glidende bevægelse sin sweater over hovedet, og fremviser en bordeauxrød dragt, der er som syet på hendes krop, alt imens en speaker introducerer både hende og den fyr, der netop har sat sig ved klaveret på midten af isen for at fortrylle publikum med toner af stykket ?Comptine d?un autre été?. De hvide skøjter danser let over isen i takt til den fortryllende musik, og med ét holder publikum vejret, som talte de med én og samme stemme, da hun sætter af og snurrer rundt i luften. Hårene rejser sig, med hjælp fra kulden der hastigt har fyldt de spændte kroppe i hallen.

Hallen fyldes med en efterfølgende klapsalve, da skøjteprinsessen i sin bordeauxrøde kjole legende let igen lander på isen. Lyset tændes, og lågerne åbnes atter for det spændte publikum til at prøve på egen hånd.

img_4840

?Lad det ske?
Det første der møder en, lørdag formiddag ved ankomst til Århus N, er synet af en proppet p-plads. I den hall-lignende indgang spilles dagen i gang af en solo guitarist med hans sixpence-hat og Marshall forstærker til tonerne af den danske disney-sang ?Lad det ske?. Bod-lignende stande uddeler genbrugs-skøjter og reklamer for byens ishockeyklub, mens man ved indgangen til selve skøjtehallen mødes af en rund bedstefar, der i bytte for 45 kr. og et sygesikring giver dig et par af de ikoniske blå skøjter.
Selvsamme skøjter stavrer hen over den polstrede belægning udenfor isen, og eftergiver en velkendt lyd. Små børn både larmer og pludrer mens flokke af unge mennesker griner sagte og puffer til hinanden. Hvem tør?

Bambi på glatis
Langs kanten står 23-årige Kaare og Vibeke Hyldborg og klamrer sig på skift til hinanden, mens de lettere frygtindgydende kigger på isen og de mange andre, der allerede har indtaget den.
?Det koster gratis? er Kaares jyske svar til, hvorfor det unge ægtepar er her i dag.
Men de kunne sagtens finde på at komme igen en anden gang, selvom det kostede penge forsikrer Vibeke, så længe de lige får det lært. At stå på skøjter. Kaare kigger længselsfuldt efter de yngre gæsters ?hjælpe-pingviner? og ærgrer sig højlydt over, at der ikke er flere ledige.

Med sine lyserøde luffer og mørke hestehale vinker en lille pige gennem glasset til sin mor og far på den anden side. Forbi hende suser en ung fyr selvsikkert med hænderne i lommerne, mens han zig-zag?er forbi en far der baglæns og med sin datter mellem benene prøver at holde balancen for dem begge. To hænder mødes, både med og uden luffer, flere steder på isen og det er både dem, der er forelsket, og dem der er beslægtet, der får støtte af hinanden, mens Rasmus Seebachs hit ?Engel? stormer ud af højtalerne.
Smil erstattes hurtigt af et fokuseret blik på isen, og flere steder ses forvirrede arme baskende i luften for at rede de usikre bevægelser fra at ende i et fald. Endnu andre nøjes med at stikke tungen ud for rigtigt at kunne koncentrere sig.

En lille pige med stjerner på jakken og de velkendte blå skøjter på fødderne holder febrilsk fat i kanten, og ligner næsten en, der endnu mangler at tage sine første skridt. Denne gang på isen.
Vibeke Hyldborg reflekterer over, at det nok er en smule pres, der også holder hende og Kaare inde ved kanten endnu.
?Som voksen er man jo lidt rad for at falde. Jeg tror vi mangler lidt mod? siger hun og kigger på sin mand, der nikker.
Heldigvis har de god tid til at øve sig. Sæsonen er først netop startet.

Aarhus skøjtehal har fremover åbent lørdage fra 12-16.45, søndage fra 15.15-18.15 samt første fredag i måneden fra 20-23. Entré for voksne er 45 kr.

img_4846

***

Ovenstående er min første afleveret reportage til studiet. Og jeg tænkte det var en glimrende måde at fortælle jer om min lørdag formiddag til åbent hus i Aarhus Skøjtehal. Hvis der var noget jeg elskede som barn, så var det at stå på skøjter, og derfor vækker det altid helt særlige minder <3

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvorfor ligestilling ikke er det samme som feminisme