Endnu en sang om uddannelse

Fremtidsplaner… Der kan fylde for meget

Jeg tror næppe, det er første gang, jeg har, eller kommer til at nævne, hvor svært jeg kan have det med nuet. Jeg har ofte svært ved at fokusere på det, jeg befinder mig i nu og her, men bruger istedet usandsynligt meget tid på at glæde mig til og se frem til det, der skal ske. I fremtiden. Både den nære og den længere væk.

Jeg har samtidig et planlægnings-gen der siger spar to. Og de to ting i kombination med hinanden, kan ind imellem godt få det hele til at vælte lidt for mig. Jeg har brug for at vide, i store træk, hvad mit liv i de nærmeste år skal indeholde og ikke mindst, hvor det skal leves. Selvfølgelig vil jeg godt kunne finde ro med noget andet, hvis der lige pludselig dukkede et tilbud eller mulighed op. Men altså først når jeg har haft mulighed for at vænne mig til det.

Derfor er jeg f.eks. igang med at overveje, hvor jeg vil tage min praktik fra næste sommer. Jeg ved, at skal jeg tage springet og f.eks. vælge en virksomhed i København, så er det en beslutning, jeg bliver nødt til at bruge mange kræfter på at tænke igennem og være sikker på.
Og engang imellem kan det altså godt spænde lidt ben for mig. Hvis altså ikke det går som det burde gå ifølge mit hoved. Så behøver jeg en smule tid til at vænne mig til den nye plan, for derefter at gå igang med at planlægge den. Haha.

Det er egentlig ikke fordi jeg ikke godt kan være spontan, men jeg kan bedst lide at være det planlagt. Hvor tosset det end lyder. Jeg tror bare jeg finder ro ved planlægning, og ved at gøre det lidt langt frem i tiden. F.eks. er min kalender mit afstressnings-værktøj, og der jeg vitterligt skriver ALT ned jeg skal huske. Ellers tillader jeg simpelthen ikke mig selv at slippe tanken eller gøremålet. I frygt for at glemme det igen. Måske er vi flere der har det sådan?

IMG_0684Sidste år ved den her tid, var min kæreste spontan for mig, da han ud af det blå bestilte flybilletter til Genevé. Og idag. Idag har vi faktisk gjort det sammen. Været spontane. Forunderligt nok. 

Tanken til dagens indlæg kom sig egentlig af, at jeg forleden fandt ud af, at min kæreste ikke alligevel skulle i 9 måneders praktik væk fra byen til foråret, som jeg ellers troede. Og på den måde blev min plan om, også at tage væk fra Skanderborg (f.eks. til København) sat helt i perspektiv. For så var det pludselig mig der tog væk fra ham og ikke vi begge der var afsted samtidig. Og skulle min kæreste så bo alene i vores nuværende lejlighed eller finde noget nyt, hvor han kunne leje et værelse ud mens jeg var væk f.eks. – spørgsmål der trængte sig på og fyldte. Og selvom jeg prøver at sige til mig selv, at nogen af disse oftestillede spørgsmål, godt kan vente lidt med svar, så tror jeg efterhånden bare jeg har indset, at mit liv er struktureret. Fordi det er sådan jeg bedst kan klare det. Det eneste jeg frygter er, at det ender med at spænde ben for mig, at jeg misser en mulighed eller ikke tør tage den… Og på den måde bliver jeg ved med at sige til mig selv, at jeg bliver nødt til at arbejde med det.

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Endnu en sang om uddannelse