Julegaveinspiration til ham

Midnatstanker: Varer kærlighed evigt?

For over 3 år siden, da jeg endnu ikke kendte min kæreste Mads (eller i hvert fald ikke kaldte ham min kæreste) ville jeg med garanti have været mere uklar i spyttet. Jeg troede ikke rigtigt på det der kærlighed.

Men jeg husker lige så tydeligt den dag i dag, øjeblikket hvor jeg pludselig gjorde.

Mads spurgte mig, lettere ironisk, mens vi endnu kun sås i smug og lærte hinanden lidt at kende, om jeg om 30 år ville kunne acceptere, at han arbejdede uden at betale skat (jaja, det liberale sind er ikke til at tage fejl af). Og jeg var dybt chokeret. Ikke over det med skatten, det var i det her tilfælde underordnet. Men af hans fremtidsudsigter.

“Om 30 år Mads? Hvem fanden siger vi to er sammen om 30 år” hørte jeg mig selv sige. Og jeg så hans blik dale i takt med både hans skulder og hans mund, og for et øjeblik følte jeg trods han ellers er højere end mig, at han kiggede op på mig, med et nærmest undskyldende, helt forvirret og ikke mindst såret blik. Dét tror jeg aldrig jeg glemmer…

midnatstanker2

Det er ikke sjældent jeg får et misbilligende blik eller uforstående øjne, hvis jeg beskriver mit ønske om f.eks. at blive gift med Mads. Jeg siger nemlig ikke “hvis” eller “ham jeg skal giftes med”. Jeg siger “når” og snakker kun om Mads. For det ér ham jeg skal giftes med. I hvert fald indtil andet er bevist.

Jeg synes simpelthen det er så ærgerligt, hvis vi ikke tror nok på det. Hvis ikke vi giver kærligheden en chance og lader den bære et par af vores drømme. Ikke noget med nogen plan B eller en safety løsning såfremt det skulle gå galt. Kæft hvor har jeg hørt mange både tætte veninder, familie og sågar psykologer og gymnasielærer sige “jaja, men det er jo ikke sikkert i er sammen om x tid” eller spørge mig om jeg er sikker på jeg, at vi stadig skal være kærester, blot fordi vi har haft det lidt svært.
Efter min overbevisning går det kun galt hvis du lader det gøre det. Engang imellem ja, så er det også for det bedste, det er slet ikke der jeg vil hen. F.eks. er jeg overbevist om, at det var rigtigt for mine forældre at gå fra hinanden. Men hvis man virkelig ønsker og tror på det, så synes jeg man skal gøre det helhjertet. Også i sin retorik. Og så skal samfundet og dets beboere måske lade vær med altid bare at antage, at alle render rundt med en plan B og en “han-er-da-god-nok-mens-jeg-venter-på-ham-jeg-skal-blive-gammel-med”-holdning. Jeg gør i hvert fald ikke. Og måske er jeg ikke den eneste. Måske er det simpelthen bare blevet så almindeligt at bryde op og blive skilt, at det helt er blevet et tabu at tro på og snakke om ægte livslang kærlighed?

Læs også: Hvorfor bliver vi skilt?

*

Der gik et stykke tid før jeg svarede ham. Et par dage for at være mere nøjagtig. Jeg tænkte virkelig som det knagede. Tænkte på de kærlighedsforhold jeg har været omgivet af i min nærmeste familie, tendenserende til ulykkelige. Tænkte at jeg ikke troede på det. På kærligheden. Og at et forhold vel bare var indtil man ikke gad mere, man ikke kunne enes, eller noget bedre dukkede op. Men blev enig med mig selv om, at jeg havde lyst til at tro. Lyst til at kæmpe. Og lyst til at elske. Helhjertet

Jeg svarede ham. At jeg godt ville accepterer om 30 år, at han kunne få lov at snyde lidt med skatten. Med et glimt i øjet. Efterfulgt af sætningen “Jeg tror jeg elsker dig, Mads.” og efter hans forsigtige varme smil fik jeg modet til at ændre det. “Nej… Jeg ved jeg elsker dig”

*

Og det har jeg i sinde at gøre så længe jeg lever. Lige nu, har jeg i hvert fald intet behov for at opfinde eller italesætte forbehold og “måske’er”. Det ville jeg ønske at andre heller ikke gjorde. Jeg ville ønske at kærlighed var tættere på at være uendeligt end på at være midlertidigt og jeg ville ønske at alle kunne få lov at opleve hvordan det er, når man kan mærke, at det her, det varer ved… Forhåbentlig for evigt ❤️

Læs også: Hvor ville det dog være forfærdeligt at møde ham, man skulle dele resten af sit liv med nu

   

6 kommentarer

  • Rigtig dejligt indlæg! Det er meget interessant med den synsvinkel, at det måske er blevet lidt tabu at tro på den evige kærlighed. Det synes jeg egentlig er lidt synd, især når jeg selv er i et fantastisk forhold med ham som jeg vil være sammen med resten af livet <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine Lund

      Tusind tak 🙂
      Og ja. Helt enig. Som så mange andre gange var det først mens jeg skrev indlægget pointen gik op for mig. Men synes sku det er et tabu. Og et helt tosset et hvis du spørger mig!

      Dejligt at høre du også har fundet den ægte, evige kærlighed!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super godt indlæg, Katrine. Jeg er også selv skilsmissebarn og har faktisk ikke rigtig tænkt over det om kærlig vare evigt.
    – Min mor og far snakker stadig sammen, og de kan stadig have det sjovt, et år holdte vi endda nytår med min far og hans nuværende kæreste, som er hans eks nu 🙂

    God mandag <3 http://blogbykathrine.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine Lund

      Tak skal du have! Og dejligt at høre, at selvom kærligheden ikke lever videre, behøves det ikke at betyde, at familien splittes!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super godt indlæg, Katrine. Jeg er selv skilsmissebarn og har også i årevis gået med tanken om, at “evig kærlighed” ikke findes. Skønt at dette er blevet modbevist for dig. Ønsker dig og Mads alt det bedste til jeres dages ende 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julegaveinspiration til ham