Mine stolteste øjeblikke i 2016

Selvom mange efterhånden allerede har meddelt, at 2016 har været et forfærdeligt år (og det forstår jeg da til et punkt godt, at man kan mene). Så har 2016 været meget andet og meget mere for mig. Det har på alle fronter rykket mig.

Læs også: Mine 10 mest læste indlæg i 2016

Og som næste led i min 2016-året-der-gik kavalkade, har jeg set tilbage på nogen af de øjeblikke, der netop rykkede mig. Dem der gjorde, at jeg vil se tilbage på 2016 med et smil på læben. Nemlig mine stolteste øjeblikke i 2016.

Den aller første dag i det nye år flyttede vi ind i vores lille smørklat i Skanderborg. Jeg elskede de første måneder med flytterod og housewarming, og da mit housefrau game var totalt on point. Men jeg er bestemt også vild med vores egne 60 kvm i dag, hvor der næsten er gået et år og luften er gået lidt af ballonen, hvad angår den ligefrem jubelagtige følelse jeg kunne have over en gang madlavning dengang. Jeg tror faktisk kun jeg bliver mere og mere glad for det – trods alt og heldigvis.

I starten af januar satte jeg mig for bordenden (eller blev nok nærmere valgt til at gøre det) for Venstres Ungdom i Skanderborg. Det var ret overvældende. Sådan at stå med hele ansvaret, og jeg er stadig den dag i dag meget ydmyg og ærefuld om opgaven, men ikke mindst gjorde det mig bare pisse stolt. Det gør det sådan set stadig. Når jeg ser foreningen leve og blomstrer.

Først på sommeren fik jeg den kæmpe ære, sammen med et par andre prominente folk, at holde mit livs første grundlovstale. Jeg spekulerede en del mere over den, end jeg gjorde over min eksamen dagen efter. Men helt ærligt så var det dét værd. Jeg ELSKER at holde taler, men det her var klart en af de sjovere. (tudetaler til konfirmationer er ellers efterhånden mit speciale). Talen kan høres her.

Midt i mine egne eksaminer (bogstavelig talt) og i slutningen af juni måned, var jeg den stolteste kæreste NOGENSINDE. Et par måneder forinden var vi på mange måder i tvivl om det ville lykkedes, og hver dag var en kamp. En kamp jeg rigtig rigtig gerne vil dele lidt af. Primært den del der indebærer at være kæreste på sidelinjen, men det er stadig ikke helt bearbejdet, eller godkendt fra min kæreste, så jeg venter lidt endnu. Men der stod han altså. Med hue på hovedet, og så var det som om min egen præstation og hue dagen efter blegnede lidt i forhold. Selvom det bestemt også var stolt og befriende selv at blive student.

Det var dog helt sikkert først i slutningen af sommeren at dén følelse toppede, nemlig da jeg efter uendelig ventetid og tudeture uden brev, endelig kunne åbne min email og konstatere, at jeg var kommet gennem nåleøjet og ind på drømmestudiet.

I sensommeren blev jeg kaldt til mit første officielle møde med Bloggers Delight, der stod for at skulle relancere Looklab, og gerne ville have mig med på vognen. Og dét er ubetinget bloggens stolteste øjeblik. Nogensinde tror jeg. Selvom det da også var ret stort at lave tv-interview. Og i oktober kunne jeg altså udgive mit første indlæg på platformen her, under ledelse af Bloggers Delight. Og dét glæder jeg mig ufatteligt til at få udfoldet i det nye år, når Looklab endelig relanceres og jeg forhåbentlig får mere at se til de andre bloggere og får muligheden for at lære og spare en masse i den sammenhæng.

I årets løb er der et par indlæg der skiller sig særligt ud for mig. Primært fordi jeg er pisse stolt af at de fik muligheden for at nå ud til jer (der på mange måder er så skide søde til at støtte og erklære jer enten enig eller uenig når det hører sig til), men samtidig lige så meget fordi, de har betydet alverden for mig.
Det indlæg der ubetinget har betydet mest, var da jeg skrev om den der svære kærlighed familier og især skilmissefamilier imellem. Det gjorde ondt helt ned i maven at skrive. Og jeg har aldrig grædt så meget i udformelsen af et indlæg som ved dette. Hele den åbenlyse pointe om, at jeg netop hár fundet kærligheden og min egen ene familie, gik først op for mig undervejs, og jeg tror det var det der var så tankevækkende.
Da jeg forleden skrev mit indlæg om ægte kærlighed der varer evigt, var det lidt med samme følelse. Og så var det ikke mindst helt efter bogen, skrevet ved midnatstid. Det gik op for mig hvor tabubelagt et emne det i virkeligheden er at tro på kærligheden, og det synes jeg virkelig er en skam. Ikke tabubelagt som da jeg skrev om netop tabuer og brød med dem, ved at fortælle om min egen grænseoverskridende hemmelighed. Men lidt som en usagt følelse der går rundt og bliver til en knude i maven, fordi man skal gå og føle sig forkert og anderledes. I mit univers må man gerne tro på kærligheden. Velkommen til.
Jeg bloggede også om meget anden kærlighed. Mit første kys f.eks. Men også om mit stolte øjeblik som nogens kæreste i 3 år… Det var faktisk næsten skræmmende, hvor hurtigt tiden flyver, men hvor meget jeg stadig ofte kan længes efter at den går bare lidt hurtigere. Jeg ved hvor jeg vil hen, og engang imellem glemmer jeg desværre at vente på det, og nyde tiden imens…

Netop det med at leve i nuet og tage tiden som det kommer er nok et af mine knap så stolte øjeblikke i 2016. Men taget i betragtning af hvor glædelig de andre har været, tror jeg vi klarer det… Der skal jo også være lidt til nytårsfortsætterne!