Privatøkonomi: Hvorfor er vi så bange for at tale om den?

Ja det er sku ikke engang fordi jeg vil blaime bloggere særligt for den her, selvom det ofte lader sig se, at bloggere har meget imod at dele, hvad de tjener. Det var ellers netop bloggere der var inspiration til mit indlæg, når tendensen gang på gang er, at det er et “tys-tys-emne”. Men det slog mig hurtigt, at bloggere blot er et billede på den generelle holdning.

Vi taler ikke om vores privatøkonomi. Ikke engang med de nærmeste.

Jeg kan til dels godt forstå, at man som stor og velbetalt blogger ikke har lyst til at snakke om sin indtægt, fordi det er de færreste læsere der kan vurdere det på et oplyst grundlag. Men så meget desto mere grund til at dele. Det gjorde Sidsel&Lasse i indlægget her, hvor de samtidig fortæller hvordan bloggere b.la. tjener pengene. En fantastisk måde at omgås snakken på, fordi det på en god måde viser udbud og efterspørgsel og ikke mindst arbejdskraft. Og oplyser læseren.

Jeg mener bare, jeg spørger da tit mine veninder hvor meget de har til rådighed om måneden, når faste udgifter er betalt, hvad lønnen på deres job er, hvor meget de betaler i husleje, eller hvor meget de bruger på mad om måneden.

For mig at se er det en helt essentiel måde at lære om alternative budgetter, hvad forskellig arbejdskraft er værd, eller hvor dyr kvadratmeterprisen er i den og den by. Alt sammen meget nyttig viden.

Men hvorfor er vi så så bange for at dele det?

Min bange anelse er, at det er janteloven der spiller ind. Vi tør ikke fortælle hvad vi tjener, fordi vi er bange for at blive dømt på baggrund af det. Eller også tør vi ikke fortælle hvor dyr en husleje vi betaler, fordi vi er bange for at blive sat i bås for det. Både på den positive og negative konto. Istedet for at være stolt over sin lejlighed og hårdt tjente løn, uanset hvad beløbet så måtte være, så bøjer vi nakken, og tør ikke nævne det for højt. Selvfølgelig skal der også være plads til folk der bare ikke har lyst til at snakke om det, ligeså vel som andre har det med følelser el.li, men når flertallet har svært ved at snakke om emnet, synes jeg faktisk det er et problem.

Min mor har altid sagt til mig, at økonomi er noget, der er vigtigt at tale om. Måske derfor jeg virkelig ikke kan se det store problem i det, fordi privatøkonomi i min familie altid er blevet lystigt diskuteret både på den ene og den anden måde og ikke mindst både på godt og ondt. Og det tror jeg virkelig er vigtigt. Ellers ender det med at blive om ikke et tabu, så måske en knude i maven for de der har en svær økonomi. Og det er næsten den del af det, der er mest problematisk. For hvis vi ikke engang tør dele når vores privatøkonomi går godt, hvordan skulle vi så overhovedet overveje at dele, når den halter? Og ikke mindst, overvinde os selv til at bede om hjælp?