Ferievaner der skal blive til hverdagsrutiner (igen)

Det er en klassiker. Hver gang jeg står overfor at skulle tilbage til hverdagen, i det her tilfælde hvor jeg har været skolefri siden slut-december, og nu så småt er kommet igang med 2. semester, går klappen ned for mig. Min hverdag kommer, gud ved hvorfor, altid bragende på én og samme gang. Og hvor meget jeg end elsker min hverdag med alt hvad den rummer af politik, møder, studie osv, så kan jeg simpelthen ikke holde til at gå fra 0-100 på så kort tid.

Det samme skete for mig ved start på 1. semester. Jeg bliver overvældet. Og får nok lidt en tendens til at lukke mig inde i mig selv, for at forsøge at komme igennem det. Nu hjælper det heller ikke ligefrem på det, at morgenerne ikke kun er tidlige men i særdeleshed også både kolde og mørke.

Men det der egentlig indikerer det tydeligst for mig, er måden hvorpå jeg bare aldrig bliver udhvilet. Jeg bliver ikke mere frisk af at sove længere, næsten tværtimod. Og i virkeligheden er det nok bare endnu mere grund til at “se igennem det” og fortsætte. Blive ved med at stå tidligt op. Få løbet den tur, taget den tid det tager at spise morgenmaden, tænde et stearinslys og få læst lektierne. Istedet for at blive liggende under dynen. Men for fanden det er svært. Også selvom jeg knus-elsker mit studie, og egentlig glæder mig til at komme videre med det.

Det forklarer også mit fravær her fra siden de sidste par dage. En rutine jeg ellers var blevet både glad for og god til. Jeg bloggede hver dag i 14 dage næsten. Det er totalt rekord fra min side. Men pludselig forsvandt ordene for mig, og jeg brugte mere tid på at sidde og stirre ind i den tomme skærm end på at lade mine fingre vandrer over tastaturet. Og sådan skulle det jo helst ikke være. Vi får ikke rigtigt noget ud af hverken tvang eller pres. Så jeg lod gå til. Ikke sådan, nu tager jeg lige en dag på sofaen og får styr på mit liv og mine tanker. Mere sådan, classic me, med at fortsætte i samme tempo og blot udskyde alt hvad der hedder gøremål til en anden aften. Og et andet tidspunkt. Og en anden uge. Måske en anden måned.

Engang, forhåbentlig lige om lidt, gør jeg det. Syer den trøje der er gået hul på. Får en tid ved frisøren. Ringer til ham der. Og dem der. Læser det kapitel (eller tre) jeg allerede er bagud. Svinger den støvsuger, og ordner alt det andet der nu ikke kun fylder i min kalender som aftaler og gøremål, men også i mit hoved, der prøver at omstille ferievaner til hverdagsrutiner. Shit det slår hårdt.

Forhåbentlig snart. Måske i weekenden. Vender det hele, og jeg kan fortsætte to-do listen. Altså bare noget af det.