Midnatstanker: Fremtidens store beslutninger og nutidens fyldte kalender

Kender i den der følelse i kroppen. Af tomhed, spændthed, utryghed og glæde på én og samme gang. Den der følelse, hvor man ikke rigtigt er sulten, og ikke rigtigt heller formår at være til stede.
En anspændthed og en rumsteren.

Der er jo reelt ikke noget galt. Sådan fysisk. Egentlig ej heller psykisk. Men så alligevel.

Lige præcis det modsatte af den ro jeg strugler med at finde for tiden, fordi jeg først og fremmest står over for en stor beslutning idet jeg om lidt forhåbentlig har skrevet under på en praktikplads til efterårssemestret – sekundært fordi jeg har fyldt mig selv og min kalender op.

En tåre trillede i stillekupeen for Ca 1,5 time siden, da jeg lige præcis ikke havde tid til at nå min uberste guilty pleasure, og bedste ven i nød; chili cheese tops.
De små kugler af kærlighed, der minder mig om dage jeg slet ikke kunne mærke den. Kærligheden.
Gud hvor er vi mennesker gode til at dyrke ikke kun de gode følelser, men fandme også de dårlige.

Og hvor er det latterligt. Hvor er det kvinde-agtigt og sikkert nogle hormoner der er på afveje. Men jeg er sku fuld af følelser der ikke rigtigt ved hvad de selv vil, hvordan de skal mærkes, og om de overhovedet eksisterer.

Og pludselig opstår spørgsmålene – alt imens jeg slet ikke har timer nok i døgnet til at sætte mig ned og svare på dem, og tænke dem til ende – er det det her jeg vil? Er det det her jeg helst vil? Hvordan er man weekendkærester? Og kan jeg overhovedet finde ud af det? Og holde til det? Finder jeg mig til rette? Og får jeg den oplevelse jeg håber?!

Egentlig er jeg ikke i tvivl om nogen af delene, når først det bliver sat rationelt op, eller jeg skal forklare mig for andre. Men derfor flyver det stadig omkring inden i mig, og sætter tanker igang jeg ikke kan stoppe… Og ikke mindst, sætter det endnu flere projekter og “løse ender” i værk, og når det angår min egen fremtid, tryghedsbase og hverdag, så skal den slags helst være noget der er styr på. Nu.

Det frustrerer mig, og bekræfter kun endnu engang, at jeg ér for kontrollende om mine egne fremtidsplaner. Jeg håber håber håber bare ikke, at det får rum for at spænde ben for mig!
Og selvom jeg ikke er i nærheden af at kunne sætte ord på det, så ved jeg, at det handler om at finde trygheden i det….