Kvote 2 guide #6 - Udfyld din ansøgning korrekt på optagelse.dk

Kærlighed og antidepressiv

Det her indlæg har efterhånden ligget i mine kladder et år. Jeg har skrevet, taget fra, lavet om og føjet til. Og så har jeg aller vigtigst, fået accepten til at udgive det. Det skal handle om en tid for omkring et år siden, der på mange måder virker både tung og tåget, og som ubetinget har rodet noget rundt inde i mig, for heldigvis at få sat det endnu bedre sammen, efter det havde stået på et halvt års tid og nu vidst må betegnes som forholdsvist ovre.

Op til flere gange (b.la. herher, her og her) har jeg teaset om, at overskuddet sidste vinter og forår var en mangelvare, og at der var nogen i mit liv der manglede mig og min tid lidt ekstra.

Sidste år lige ved årets start, gik min kæreste ned med angst og depression. Og det efterfølgende halve år mens det stod på, er ubetinget det hårdeste jeg har prøvet. Uden sammenligning. Og på alle måder. Alle de måder jeg vil forsøge at beskrive og belyse for jer i kommende indlæg. Primært det der handler om at være pårørende. På den måde handler det ikke om min kæreste, men om mig. Det tror jeg vi begge er mest trygge ved…

Det har ikke været nemt for mig at vide hvordan jeg skulle skrive den række af indlæg jeg ser det her blive til. På ingen måde har jeg lyst til at udstille nogen, og da slet ikke ham jeg holder aller mest af. Når der er så mange både venner og bekendte jeg ved læser med, gør det kun beslutnigen om hvorvidt det skulle udgives sværere.

Men min blog er hvad den altid har været, et sted jeg har mulighed for at udtrykke mig selv, mine holdninger og mine bekymringer, og det ønsker jeg virkelig, at den skal blive ved med. Mens det stod på, skrev jeg det hele ned i et word-dokument, for at bearbejde det på den måde jeg gør bedst, nemlig ved at skrive – og var samtidig ikke særlig meget til stedet på bloggen imens. Det vidste jeg lige som ikke rigtigt hvordan jeg skulle, uden at kunne fortælle om de altoverskyggende følelser jeg gemte på. Men jeg har både mens det stod på, og næsten lige så meget i tiden efter, haft brug for at dele oplevelsen med andre. Dét er nemlig, næst efter muligheden for mig om at komme ud med lidt af hvert, det jeg elsker aller mest ved at blogge. Muligheden for at vejlede, diskutere, råde, lære fra og til mig, samt at hjælpe andre. Hvis mit indlæg i dag kan gøre bare lidt af dette ville jeg på alle måder synes det var det værd.

10632136_1698506010437174_1144340510_n3

Jeg vil tale om det. Med hele verden. Fordi jeg ved hvordan det er at være nærmeste pårørende til en der har ondt i liv og sjæl. Og dét taler vi generelt for lidt om. At alle menneskers hjerner ikke altid hverken kan eller skal fungere “normalt”, og i særdeleshed slet ikke om, hvordan det er når den ikke gør det. Det er det største tabu jeg nogensinde har mødt. Snakken om psykisk sygdom.

I snart et år har nedenstående ligget i min indlægs-kladde, og nu er jeg endelig klar til at dele det med jer:

Det har stået på mere eller mindre det sidste halve år, men er i løbet af de sidste par måneder taget både til og stilnet af igen. Systemet kører som det nu gør, når sådanne ting sker, og han får al den hjælp han kan. psykolog, psykiater, medicinering, you name it… Det er slet ikke dér, der mangler noget. Og det er det så alligevel. For systemet fejler nærmest lige så meget som det sejrer hvis du spørger mig. Den frustration kunne få mig til at stille op til folketinget udelukkende med psykiatrien i fokus. For pokker der er meget der jeg gerne ville lave om. Men det er lige så meget måden hvorpå depression for mange, er en af de mest misforståede diagnoser, der findes.

Jeg kender det fra mig selv. Det tog mig for evigt at erkende at han var syg, og at det ikke bare er et spørgsmål om vilje. Det handler ganske enkelt om evnen til at kunne, ikke blot spørgsmålet om, om man har lyst (til at være social, stå op om morgenen eller at lave lektier), og det kan jeg godt mærke, at vores omgangskreds til tider har og har haft svært ved at forstå. Ligesom jeg i starten havde det. Psykiske sygdomme og lidelser har om nogen taget på berøringsangsten i Danmark og folk aner knap nok hvordan de skal reagere når jeg siger det højt. Speaking of tabuer, så rammer det her virkelig hovedet på sømmet!

Depression opstår i mange forskellige afskygninger, men jeg tror ikke det er mange der hverken forstår eller ved hvordan de skal behandle den svære, altoverskyggende af slagsen. Og da slet ikke dens pårørende…

Fortsættelse følger…

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kvote 2 guide #6 - Udfyld din ansøgning korrekt på optagelse.dk