Om drømme der ikke er tilstrækkelige

Jeg har nævnt det lidt før. At jeg på det sidste har følt mig en smule umotiveret og generelt bare plaget af “hamsterhjuls-hverdagen” (selvom jeg prøver at huske mig selv på, at selvsamme hverdag også oftest er det jeg elsker), og i går kom jeg som altid, til at snakke med min kæreste om fremtiden. Det er nemlig en ting jeg har det rigtig svært ved. Femtiden.

Læs også: Om fremtidsplaner der kan fylde for meget 

Hvis jeg kunne, ville jeg kende den til punkt og prikke. Jeg ville vide hvor vi slår os ned. Hvornår vi får børn. Hvor mange vi får. Hvilke jobs vi skal have. Hvilke venner der hænger ved, osv osv. Og som min kæreste jokede med, ville jeg endda gerne vide, hvornår jeg går på pension. For nogle er jeg med på, virker det helt sygt og autistisk, men for mig giver det ro. Den ro, har jeg for tiden har svært ved at finde.

Der er så mange ukendte faktorer i mit liv lige nu (eller i min nærmeste fremtid om man vil), at min hjerne og mit tryghedssøgende gen ikke helt kan følge med. Og dét stresser mig, mere end noget andet.

Men det der egentlig slog mig mest, under vores snak om fremtid og drømme i går er, at jeg virkelig ikke har ret mange drømme… Og dem jeg har kan måske nærmere betegnes som et mål.

Jeg drømmer om at få villa, volvo og vovse. Og ikke så meget mere.

Men som min kæreste sagde, så er det jo mest bare noget der “nok skal ske”, ikke at han negligerede det, men mere bare prikkede til mig.

“Har du ikke nogen drømme for dig selv?” spurgte han, og jeg havde vitterligt svært ved at svare.

Jo, jeg gad da godt løbe det halvmarathon eller være en af Danmarks største bloggere. Men det var ønsker der kom bagefter ting som, at være med i nybyggerne (jaja vi så det samtidig), købe en husbåd og renovere eller på en eller anden anden måde have et “rede-bygge-projekt”, men det falder jo tilbage til det første dilemma. Hvad er mine drømme for mig selv?

Jeg drømmer hverken om at rejse ret meget (jo jo, en uge i ny og næ er da lækkert, og tre uger til Bali kunne da også godt lokke), om at blive LEGOs nye direktør, være fitness-fit eller udfordre mig selv på en eller anden “fangerne på fortet” agtig måde. Jeg har da nogle ambitioner. F.eks. for min karriere, men lige så ofte som jeg drømmer om netop det at blive kommunikations/marketing (whatever) direktør et lækkert sted, lige så ofte drømmer jeg om at kunne gå hjem kl 13 hver dag og bare være min egen boss, eller ikke mindst at have tid til min familie.

Jeg tror egentlig bare, at jeg drømmer om at være lykkelig…?

//

… Okay, og lad os så sige at mine drømme er at løbe et halvmarathon, og at have en kæmpe blog. Er det så tilstrækkeligt? Kan det fylde mig med motivation og drømmespire for resten af livet? … Eller i hvert fald indtil min villa, volvo, vovse drøm er inde for rækkevidde?

Og hvad så når dén drøm er opfyldt? Kan jeg være lykkelig i det, eller er det blot ideen, der fortryller mig? ❤️