“Er du til stede?”

Mobilafhængig..? 

“Er du til stede?”

Sådan spurgte min kæreste mig forleden, da vi havde lagt os på sofaen for at se en af de kitchy film, der bliver sat på lørdag aften i bedste sendetid.

Ironisk nok svarede jeg ham ikke. Jeg havde nemlig netop åbnet min instagram app, i samme øjeblik. Klar til den evindelige “scrolling”.

Han prikkede til mig og spurgte igen, om jeg var til stede, og alvoren gik op for mig. Nej jeg var ej. Og det er jeg faktisk sjældent.

For mig er det at tjekke instagram, facebook og snapchat lige så almindeligt som at gribe ud efter de sure jordbær i slikskålen. Jeg gør det ikke bare, når der er reklamer, men også midt i alt det, der foregår både lige foran mig på skærmen, men jo også alt det, der foregår ved siden af mig på sofaen.

For der sad min kæreste. Og ventede på min nussende hånd og min opmærksomhed. På “os-tid”.

Og hvor var jeg?
Midt i min virtuelle verden.

Så nu er det blevet noget vi gør. Når den anden har svært ved at lægge fra sig eller gribe til sig.
Spørger om man er til stede. For vi gør det begge. Selvom jeg blankt erkender, jeg er bedst. Eller værst. Men noget jeg bestemt heller ikke bryder mig om, er den fordømmende, irriterende tone jeg førhen (i øvrigt helt forståeligt) kunne møde fra min kæreste med ordene “læg nu telefonen”. Til tider kunne han finde på at slukke den i min hånd. Og så skal du ellers se en sur og trodsig Katrine, der bare proklamerer den samme sang om at “bla. bla. jeg kan sagtens gøre begge dele, og jaja, jeg følger med”. Men nej. Det gør man jo for pokker ikke.

Med “Er du til stede?”-spørgsmålet bliver det meget mere min egen beslutning at lægge telefonen fra mig. Jeg bliver selv gjort klar over, at jeg netop ikke er til stede, og at det netop var formålet med at placere os i sofaen. At vi skulle være til stede i filmen og hinandens selskab.

Og det går op for mig, at jeg gør det alt for lidt. Er til stede i nuet og i den rigtige virkelige verden.