Muskelkramper og drømmen om de 21

På talerstolen med statsministeren // “Jeg skal være idealist”

fullsizeoutput_37fa
img_1970

Flaget strøg til tops, og folk i alle aldre indfandt sig på campingstole og medbragte tæpper. Med det famøse program i hånden er der ingen tvivl. Folk er klar til både fælles sang og grundlovstaler.

Grundlovsdagen er endnu oprundet.

Eller var.

Sidste mandag helt præcist. Og som den engagerede, interesserede samfundsborger (og VU’er that is) var jeg selvfølgelig også at finde på toppen af Danmark til grundlovsmøde med Venstre i Skanderborg på Ejer Bavnehøj. Og ligesom sidste år, var jeg endda også at finde på talerstolen.

Klemt ind mellem landets statsminister, en portion regn og den klassiske fællessang.

Der stod jeg så. Med mine drømme og håb. Og med en stor portion naiv idealisme. For jaja, det er jo bare nemmere at være en drømmer, når man ikke har så meget som en enkelt vælger at stå til ansvar for. Jeg tillod mig dog alligvel at drille lidt… De etablerede politikere og ikke at forglemme mit eget moderparti.

Hør min grundlovstale fra sidste år her!

I år lød min tale som følger:

Tak for ordet.

Det ord jeg elsker. Både at skrive, tale og forklare, og som jeg indimellem er så heldig at få at vide, at jeg har et talent for at bruge. Jeg forklarer mig kort og forståeligt siger de.

I virkeligheden alt det en politiker ikke gør. Om man må have lov. Og det er vel sagtens også en af grundende til, at jeg aldrig skal være politiker.

Jeg skal være idealist.

Jeg er idealist.

Jeg tror på det gode i alle mennesker. Jeg tror på fornuften, de frie muligheder og valg, og kæmper, ikke kun med ord, men med handlinger, for en friere og bedre verden.

Som idealist tør jeg tage de upopulære beslutninger, politikerne ikke tør røre med en ildtang.

Og det er dér den største forskel opstår for mig. Det er der jeg som ung og idealist ser vores ellers udmærket demokrati halte aller mest. Når folketinget ikke tør eller vil hæve pensionsalderen, selvom det i mine øjne er generationstyveri, og for vores økonomi kan vise sig at være strengt nødvendigt.

Men jeg forstår det jo egentlig godt. Hvem tør tage de upopulære, men strengt nødvendige beslutninger og tiltag, hvis man dermed ved, at sandsynligheden for at blive genvalgt falder?

Det gør Venstre… En gang imellem. I hvert fald forleden dag. Det varmede mit og de andre VU’ers liberale hjerte at se, at i turde afskaffe blasfemiparagraffen. Ytringsfriheden er nemlig ukrænkelig og det er for idealisten i mig en af de vigtigste liberale sager.

For samfundet, demokratiet og friheden er det godt, at nogen tør tage de upopulære beslutninger. Tag nogle flere af dem, tak. Også selvom det skulle vise sig, at jeg ikke selv var enig. Det er vel præmissen om, at de er upopulære – vi kan ikke alle være enige. Så længe beslutninger og de nye tiltag bare er fornuftige. Og det bedste for Danmark.

Sidste år stod jeg heroppe med alle mine paragraffer og var taknemmelig, og en smule privilegeret. Der var også et par steder jeg synes grundloven haltede. Men mest af alt var jeg taknemmelig.

Og det er jeg sørme stadig. Det er hele den danske befolkning og i særdeleshed min generation vidst også.

Vi går i skole, til læge, får SU og en hel masse flere penge den dag vi måske er færdiguddannet og arbejdsløse. Penge fra det såkaldte sikkerhedsnet. Endnu engang sikret gennem grundloven.

Der er så mange ting den kære grundlov sikrer os, at jeg slet ikke helt tror vi er klar over det. Klar over hvor mange rettigheder og muligheder vi har.

Og hvad gør det ved et par unge idealister som os?

Tja. Jeg tror sku vi bliver dovne. Vi bliver forvænte og vi glemmer, hvor privilegeret vi er.

Da regeringen sammen med en række andre partier i folketinget tilbage i december stemte uddannelsesloftet igennem var der ramaskrig blandt selvsamme dovne og forvænte unge.

Vi er vant til, at uddannelse er en ressource der aldrig hører op, og at vi i Danmark endda kan tage den både gratis, og det meste af tiden med løn.

Jeg tror på, at Danmark godt kan eksistere med lidt mindre dobbeltuddannelse, lidt færre dagpenge, lidt egenbetaling hist og her, uden blasfemiparagraffen, med en højere pensionsalder og med lidt flere af de nødvendige, men upopulære beslutninger.

Men jeg er jo også idealist. Jeg skal tro.

Og i dag – og alle dage vælger jeg at tro på Danmark. På vores danske system, og på vores danske grundlov. Tak til den, og endnu engang tak til de der kæmpede kampende og satte livet på spil, til dem der grundlagde grundloven, det danske velfungerende system og ikke mindst demokrati –  så vi i dag kan få lov at tage det for givet.

Som jeg sagde sidste år, kan det jo kun betyde én ting – at vi på godt gammel dansk bare er en røv-privilegeret generation.

Tak for det. Og endnu engang tak for ordet.

*

Mens jeg hyggede mig på talerstolen, sad et par gode VU drenge klar ved grillen. Vi ristede nemlig de røde, til stor fornøjelse for især de ældre tilskuere… 😉

fullsizeoutput_3800 p6050412

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Muskelkramper og drømmen om de 21