Jeg har ikke glemt jer...

Farvel til Jylland, hverdagskæresteri og familie-rundt-om-hjørnet

Puha. Så kom det øjeblik jeg havde frygtet. Øjeblikket hvor min kæreste kørte tilbage mod Jylland, og hvor jeg pænt måtte vente på mit nye hovedstads-fortov.

Goddag til praktik, københavneri og bedsteforældre-hybel.

I dag og for det øjeblik siden, har virkelig været noget af det hårdeste til dato. Min kæreste og jeg har boet sammen i over 3 år, faktisk helt uofficielt siden den dag vi blev kærester – og dét pludselig ikke at skulle det mere, gør ondt så langt inde i maven, at jeg sjældent (heldigvis) har mærket det. Og så igen. Det er jo på den gode alt-overskyggende-kærlighedskvalmende måde. For jeg elsker ham. Og det er langt fra et farvel.

Det bliver skide godt, det kan jeg allerede mærke. Lige nu handler det bare om tilvænning og afvænning. Jeg tror nemlig netop det bliver nætterne der bliver sværest. Dem hvor sengen er tom og alt for stor.

Til gengæld er der en helt masse nyt på programmet i dagstimerne, så jeg skal nok føle mig beskæftiget, underholdt og ikke mindst misse chancen for at savne. På tirsdag starter den praktik det hele jo drejer sig om, og i morgen har jeg allerede aftalt en kaffedate med min kusine. Det er med at få noget ud af tiden, med dem der ikke findes så tæt på hjemmet i Jylland.

img_0001

Og her sidder jeg så ved mit nye skrivebord og er egentlig glad. Jeg glæder mig. Til at komme igang med min nye tilværelse, til at møde mine kolleger, starte med arbejdet, besøge familie og venner i hovedstaden. Men jeg glæder mig også til at se min kæreste igen. Det er heldigvis allerede på fredag, og derfor ved jeg det lige kan gå. Som min mor siger: Tænk på det som et hverdagsjob. Der findes massere mennesker, der kun ser deres familie i weekenden, og nu får du altså lov til at prøve det en periode. Resten af tiden kan du jo få lov til at være lidt egoistisk og bruge tiden på netop mig-tid.
Og det vil jeg derfor gøre. Det første var blogindlægget her. Jeg har savnet det noget så forfærdeligt, men mest har jeg haft brug for at slappe af, holde ferie og holde om. I ved vidst godt hvem.

Og det var lige som det skulle være.

Nu er jeg fyldt op med kærlighed, tanker, følelser og ikke mindst – lysten til at skrive…

   

1 kommentar

  • Mor

    ❤️
    Det ser da mega hyggeligt ud
    Kan se du mangler et billede af mor😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har ikke glemt jer...