Bedre end på film

Torsdag eftermiddag måtte jeg se mig slået af udmattethed, kvalme og hovedpine. Det snurrede rundt i skallen på mig og jeg gik omkuld for at forsøge at skrabe al den søvn sammen jeg kunne. Det der med at integreres i en ny verden af bopæl, arbejde, efter-ferie-opstart og generelt bare “nyt” er ikke helt nemt. Hverken at putte i kasser oven i hovedet,  eller at overvinde. Jeg er træt som ALDRIG før.

Egentlig skulle jeg have løbet fredag morgen, for at undgå at bruge den dyrebare tid hjemme på det, men med forbehold for torsdagens humør blev den gemt til weekenden.

Fredag på kontoret var stille. Og færdig før de andre dage. Ikke så heldigt når min klapsædebillet var u-refunderbar til kl 17. En jordbærmilkshake og et par timers venten hjalp ikke synderligt på det uoplagte humør, ej heller de tre timers transport tværs gennem vores land. Når man har ondt i røven efter 5 min, er der altså langt hjem. Jeg muntrede mig dog med det eneste Podcast, som jeg faktisk har formået at lytte færdigt. Og sågar et par stykker af dem. Hør fries before guys her.

Da DSB’s velkendte stemme berettede om Skanderborg som næste station, var der dog noget i mig, der var ved at falde på plads. Tre trin ud, et kig til højre og venstre og en hurtig spurt.

Dér var svaret på alverdens spørgsmål og løsningen på al min hovedpine.

Det var bedre end på film, da min kæreste lagde armene om mig og sagde: “Velkommen hjem baby”.

Og her har jeg så tænkt mig at flade ud, lade op og kysse løs. Inden søndag aften igen skal bruges i DSB’s triste omgivelser. Mon man vender sig til den slags? Togturene mener jeg? For det der med at komme hjem og være 1000 gange mere lykkelig og forelsket end ugen forinden, det tror jeg nemt jeg kunne. Altså vænne mig til.

Weekendkærestelivet er måske ikke bedre end på film, men det er kysset, krammet og det øjeblik man ses igen. Også selvom det kun er med en håndfuld dage i bagagen uden samvær. Tænk sig, hvordan det må være efter flere måneder.

Bedre end på film, må være mit eneste svar ❤️