Et sted midt imellem fuldtidsarbejdstider og pendlerweekender...

En (u)afhængig lykke

Det var tomheden. Følelsen af afmagt, og af at blive forladt. Ikke kun pga trætheden efter weekendes strabadser, men fordi jeg rent faktisk netop blev forladt. Fordi jeg var den eneste der ikke skulle med bussen mod Jylland. Sammen med alle andre jeg holdt af. Holder af.

Det var den følelse, og de tårer, der fik mig til at tænke over, om lykken er uafhængig?

“Hvad så, hvordan går det”? Spørger de. Og jeg ved ikke hvor ærlig jeg skal være?

For nemhedens skyld er fint fint. Men faktisk var det den krammer jeg fik, da jeg netop svarede derefter. Svarede, uden rigtigt at svare, fordi tårerne gjorde det for mig. Det var den krammer der fik mig til at forstå, at jeg er elsket. Også af københavner-bussen. At jeg måske er forkælet. Måske latterlig. Men mest af alt bare lykkelig ulykkelig.

Over afhængighedens uafhængighed. Over søndagens tudeture og mandagens kontorgrin. Over et savn der gør ondt og et savn der giver lykke. Over de jyder jeg ikke kan spise tirsdagsbøffer med og de sjællændere jeg nu kan drikke onsdagskaffe med.

Jeg tror jeg har sagt det før. At det er splittelsen der er den værste. Den altoverskyggende. At det er kærligheden til drømmepraktik og Jylland der bare ikke kan forenes over én lykkelig kam.

Jeg tror, jeg ved, at lykken er afhængig. Af kærlighed og gode mennesker. Men også af udfordringer og drømme… Og så er der jo nok alligevel tale om en uafhængighed?

img_7485

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et sted midt imellem fuldtidsarbejdstider og pendlerweekender...