Ting bliver bedre, når man arbejder med dem. Heldigvis

For et år siden delte jeg dette indlæg. Og hvor er der sket meget siden. “Det eneste jeg frygter er, at det ender med at spænde ben for mig, at jeg misser en mulighed eller ikke tør tage den… Og på den måde bliver jeg ved med at sige til mig selv, at jeg bliver nødt til at arbejde med det.” Det fik det heldigvis aldrig lov til. At spænde ben. Jeg tog springet og sidder nu, lykkelig og glad, i min københavner-praktik, imens jeg overvejer hvor i den store verden mit 5. semester skal bringe mig hen. Jeg er altså kommet langt med frygten for fremtiden og alle de ændringer der på et øjeblik kan ske. Men jeg må...

En ældre italiensk herre med blogger-gamet i orden

I går efter jeg havde løbet min første tur i en evighed, skulle det selvfølgelig foreviges. Og bedst som jeg står der og finder selvudløseren frem, så også de flotte omgivelser kunne foreviges med mig i forgrunden og ikke bare up-side-down som vi kender det, kommer en ældre italiensk herre gående langs strandkanten. Jeg fumler videre med røven i vejret og telefonen i sandet, da han peger først på telefonen og så på mig og sidenhen laver dem famøse “kamera-pegefinger”. Først da opfanger jeg, at han prøver at være mig behjælpelig med et billede. Jeg smiler stort, næsten grinende, hvor sødt er det lige? Og får vendt kameraet den rigtige vej og stiller mig i vandkanten. Her står jeg et...

Tør du sige nej?

Sponsoreret af Kræftens bekæmpelse og TrygFonden Til den dessert du egentlig ikke kan spise, men som din søde bedstemor har brugt hele dagen på at kokkerere? Til den sidste øl du egentlig ikke burde drikke på en sen hverdagsaften? Til dagens 8. kop kaffe du ved du ikke har godt af, men brug for? Måske ikke. Men så er det nok også fordi, der egentlig trænger sig et ja på, og en “hvad-pokker” følelse ikke mindst. Vi lever jo kun én gang og alt det der. Men tør du sige nej, når det virkelig gælder? Når presset bliver for stort, når lysten ikke er der, når et nej virkelig bare er et nej, men også når det er det rigtige...

I rampelysets skær // Hvem fortjenter din tak?

Jeg har virkelig tænkt længe over, hvordan jeg skulle vende og dreje dette indlæg. Det er et emne, eller nærmere en sag, der lægger mig ufattelig meget på sinde, men samtidig er det noget jeg ved, vil træde et par stykker eller to over tæerne. Alligevel besluttede jeg mig for at give det et forsøg i toget hjem søndag aften. Et af den slags forsøg på at formulere mig, hvor fingrene bare får lov til at danse henover tastaturet, og så ser vi hvor vi ender. Jeg besluttede, at dem der måske ville føle sig ramt, nok også netop var dem, jeg forsøger at fange. Og så meget desto mere grund til at få ordene vækket til live… For 14...
Older posts