Når det bare er nemmere at give op end at fejle

I rampelysets skær // Hvem fortjenter din tak?

img_7916

Jeg har virkelig tænkt længe over, hvordan jeg skulle vende og dreje dette indlæg. Det er et emne, eller nærmere en sag, der lægger mig ufattelig meget på sinde, men samtidig er det noget jeg ved, vil træde et par stykker eller to over tæerne. Alligevel besluttede jeg mig for at give det et forsøg i toget hjem søndag aften. Et af den slags forsøg på at formulere mig, hvor fingrene bare får lov til at danse henover tastaturet, og så ser vi hvor vi ender. Jeg besluttede, at dem der måske ville føle sig ramt, nok også netop var dem, jeg forsøger at fange. Og så meget desto mere grund til at få ordene vækket til live…

For 14 dage siden løb VU’s årlige landsstævne af stablen, og her slog det mig et par gange, at vi til tider måske er lidt for selvhøjtidelige og lidt for dårlige til at dele rampelys. Jeg tror i virkeligheden slet ikke det har noget med VU at gøre, men måske nærmere den alder vi har, og den verden vi lever i. En verden med fokus på selviscenesættelse, CV-rytteri og “mig-selv-nærmest”. Og det er i og for sig også rigtig fint, for hvis ikke du er dig selv nærmest, hvem er så egentlig?

Men går der noget af dig, din succes eller din lykke, fordi du deler den med andre? Nej. Tværtimod synes jeg det er den fineste, ærefulde måde at gå af som lokalformand, blive valgt til bestyrelsen eller hvad søren det nu lige er, der gør, at man står der i rampelyset og shiner… At du husker hvem der hjalp dig hertil.

Jeg tror, at vi engang imellem alle sammen kunne være bare en lille smule bedre til at se os omkring og tænke over, hvem der var med os på vejen mod målet. Om så det gælder en notits i den bog man er ved at udgive eller en dybfølt tak og hædring af de medlemmer, der hjalp dig med at komme i byrådet – også da det pissede ned, og plakaterne skulle hænges op. Jeg tror helt sikkert også, at rigtig mange er rigtig gode til det, men jeg ved da, at selvom jeg tænker over det ofte, så glipper det også for mig.

Og så sidder der helt sikkert også en hel flok mennesker, der føler, at skulderklap og anerkendelse ikke betyder noget, men mon ikke det i virkeligheden er et symbol for, at de vil værdsætte det, eller om ikke andet fortjener det endnu mere? Mon ikke det er dem, der rent faktisk har lagt et stykke arbejde for værdien af arbejdets skyld, og ikke fordi de så det som et springbræt, et spot på CV’et eller gjorde det for selviscenesættelsens skyld. Tænk hvor fantastisk!

robert-woodruff-quote-there-is-no-limit-to-what-a-man-can-do-or-how-fa

Som nævnt er jeg hverken halvt eller helt hellig i den her sag, og derfor kommer her en uforbeholden liste af mennesker, som jeg skylder en kæmpe tak og ikke mindst en del af mit virtuelle rampelys. Ikke, at det er verdens største, men der er unægtelig et par tusind mennesker om måneden (hvis jeg virkelig gør det godt), som læser med herinde, og de skal vide, at uden jer, var mange ting meget anderledes, og meget mindre godt. Ingen mennesker får nogensinde succes alene. Det tror jeg simpelthen ikke på. Og her kommer altså blot et par af de, der har hjulpet mig, min blog, min VU-forening eller lignende på vej gennem tiden med små eller større gerninger, som alle har tendens til at gå hen og blive lidt usynlig. Af hjertet TAK, og hermed, en bid af rampelyset:

  • Tak til min næstformand, Simon, fordi du varetog verdens ubestridt mest oversete job i verden. Næstformandsposten. Tak for sparring, hjælp og alt det arbejde du lagde. Jeg håber ikke, jeg var den eneste der så, hvor fantastisk dit arbejde var, selvom succesen desværre oftest tilfalder formanden.
  • Tak til min veninde, Frida, for al korrektur og gennemretning, og for de jobs og muligheder det medførte. En ansøgning er aldrig rigtig færdig, før den har været forbi dig.
  • Tak til min bestyrelse i VU Skanderborg, fordi de var med til at løfte alle de sære, kedelige, men også sjove opgaver den slags foreningsdrift kræver. Uden jer var det aldrig gået.
  • Tak til min veninde, Annika, der flere gange herinde har været en ørn bag kameraet. Mit virtuelle hjem havde aldrig set så fint ud uden dine evner.
  • Tak til VU Skanderborgs medlemmer. Dem der bagte kage til onsdagsoplæg, dem der delte flyers ud i snevejr og dem der var der fra det øjeblik valget var udskrevet. Uden jer var der aldrig nogen forening, og uden jer vandt Venstre aldrig noget valg.
  • Tak til min Kursusudvalgsformand, Julie, fordi du varetager VU’s mest utaknemmelige og usete job. Som jeg skrev kort her, opdager folk først den slags arbejde, når det mangler. Desværre. Og på hele VUs vegne tillader jeg mig derfor at sige dig tak.
  • Tak til forældre og svigerforældre, der i tidernes løb har lånt både mig og vi adgang til bil. Til blog-arrangementer, VU-arrangementer og selvfølgelig alle de andre arrangementer. At være kørende på 4 hjul gør virkelig alting nemmere.
  • Tak til en kær VU’er Christopher Trung, der ikke bare hjalp mig, men også sparrede mig for adskillige IT-kroner, idet han hjalp min blog fri for hackere før jeg endnu lå på platformen her.
  • Tak til min svigermor, Janne, for al den huslige hjælp jeg fik i den her tid. Nogle gange skal der ikke så meget mere til end et par friske hænder og lidt støvsugning for at komme ovenpå.
  • Tak til min papfar, Lars, for hjælp til matematikafleveringer gennem tiden. Det var aldrig endt så lykkeligt med matematik i gymnasiet uden dig.
  • Tak til min gode ven, Jakob, der satte en hel aften af for at hjælpe med sproglige vendinger og grammatik, så jeg kunne sende en færdig og optagelsesberrettiget Kvote 2 ansøgning afsted sidste år. Det endte som bekendt også ret lykkeligt.
  • Tak til min kæreste, Mads, der ofte må stå bag kameraet, når hans mindst gider det – og for al den anden grafik, IT-hjælp og selvfølgelig moralsk opbakning, du har lagt i mit blog-projekt. Uden dig, var jeg helt sikkert hverken kommet så langt eller fortsat så længe.

Og jeg har helt sikkert alligevel glemt en hulens masse mennesker, der hjalp mig på vej til den succes, jeg trods alt vil hævde at mestre på et par niveauer i dag. Hvis man da må være så fri. Tak til de der var der, og altid vil være der ❤️

Hvem fortjener din tak? 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når det bare er nemmere at give op end at fejle