I rampelysets skær // Hvem fortjenter din tak?

Jeg har virkelig tænkt længe over, hvordan jeg skulle vende og dreje dette indlæg. Det er et emne, eller nærmere en sag, der lægger mig ufattelig meget på sinde, men samtidig er det noget jeg ved, vil træde et par stykker eller to over tæerne. Alligevel besluttede jeg mig for at give det et forsøg i toget hjem søndag aften. Et af den slags forsøg på at formulere mig, hvor fingrene bare får lov til at danse henover tastaturet, og så ser vi hvor vi ender. Jeg besluttede, at dem der måske ville føle sig ramt, nok også netop var dem, jeg forsøger at fange. Og så meget desto mere grund til at få ordene vækket til live… For 14...

Når det bare er nemmere at give op end at fejle

Egentlig var i dag dagen, hvor jeg skulle have snøret løbeskoene, til min hidtil længste tur. 21 km rundt i Odenses gader til HCA halvmarathon. Men det blev desværre ikke aktuelt… Jeg gik fra at være halvsløj, til at være helsyg, miste stemmen, og fange mig en lungebetændelse. Alligevel havde jeg lidt svært ved at slippe tanken og give endeligt slip på den billet, som allerede var købt. Men da min mor i onsdags (som selv er en ret stabil løber) sagde til mig, at det sku ikke duede, blev jeg alligevel overbevist. Og en smule lettet. Ironisk nok havde jeg gået så længe op til, og underspillet mine egne evner, og et eller andet sted bande projektet så langt...
    Newer posts