Kolde fødder

Indlægget er markeret med reklame, fordi støvlerne er delvist sponsoreret af Footway, men mine meninger og holdninger er som altid, aldrig til salg! Der findes den slags, som opstår i kølvandet på en (lidt for) stor beslutning, en forhastet aftale eller en dårlig mavefornemmelse. Eller bare oven på en beslutning fyldt med en MASSE tvivl. Og så findes der dem, som opstår i kølvandet på et dårligt sko-køb, for meget vand på vejen eller frostvejr, som (igen i år) kom bag på én. Og som jeg sidder her, er mine fødder kolde af lidt af begge. Unægtelig er det dog den fysiske varme der nemmest gives, og det er derfor der vi starter. Med en historie om et par varme...

Distance makes no difference

Jeg troede naivt, at det var distancen der ville gøre forskellen. At det var distancen mellem tryghed og kærlighed i Jylland, der ville gøre mine første måneder i praktik hård. At distancen på samme led ikke ville gøre forskel, nu da min kæreste kun befinder sig få kilometer fra mig i værnepligt hos Den Kongelige Livgarde. Men jeg vidste jo samtidig også godt, at det var distancen tværs over Fyn, der ville gøre det umuligt ulideligt at gøre det midlertidige permanent. Jeg skulle senere lære, at afstanden er ligegyldig, når adskillelsen får det sidste ord. Det er adskillelsen fra min kæreste i alle hverdagens timer, der allerede gør ondt. Det, at jeg ikke kan fange ham, ringe ham op eller...

Københavnske (mindreværds)komplekser

Ved første øjekast synes alting fred og ro. Her kan du få lov at være dig selv, siger de. Og jeg nikker. Tænker at jeg virkelig heller aldrig har set så mange mennesker være dem selv. Og så skulle man jo tro, at det nemmeste i hele verden var at falde til. Og være netop sig selv. Men tværtimod var det følelsen af at have lyst til at være ligesom alle andre der ramte mig. Følelsen af at blive målt og vejet bag hver eneste lyskryds og ved hver eneste S-togs station gjorde mig svag. Jeg ville ikke “bare” passe ind, jo. Mange ting har helt sikkert spillet en faktor. Men jeg kan sige med sikkerhed, at jeg aldrig har...

Når, men glæder du dig så til at komme hjem?

Det korte svar er nej. Og det er måske derfor, jeg har været så fraværende herinde. Fordi jeg har været nærværende derude. Og fordi jeg har skullet samle mig om nogle tanker, der var for store til at fylde herinde. Selvom der nu engang plejer at være plads til det hele. Jeg blev aldrig forelsket i København, sådan som folk ellers sagde jeg ville. Og det gør jeg nok (desværre) aldrig. Men jeg faldt ligeså stille for mulighederne. Og for det fantastiske sted jeg har fået lov at være praktikant. Og så faldt jeg for tanken om at sætte ting på pause. Mit jydeliv, mit studie, og måske endog min Blog – hvis det altså var det det krævede. Og...