Om at træde vande

Jeg har altid været ret god til at træde vande. Husker ikke nogen tid i mit liv, hvor jeg ikke har kunnet svømme. Måske takket være babysvømning, og min far der efter historien at dømme frygtløs sank mig under vandet, sådan som mødrene i forsamlingen ikke havde turde. Eller måske pga. den ekstra mængde vand i kroppen min læge har bildt mig ind, at jeg rummer. Men denne anden form for træde vande, ovenvande, har jeg alligevel sjældent forsøgt mig med. Jeg tror ikke, jeg er ret god til det faktisk. Nyder det i hvert fald ikke. En sumren af rastløshed og lad-mig-komme-videre fornemmelser. Jeg har sjældent været så afklaret med noget, som jeg i juleferien blev, om det at...

1. januars følelser

1. januar 2018 Det virker som en hel livstid siden, at jeg sidst sad i den ellers velkendte metro. Der er ikke gået meget mere end halvanden uge, men så meget er alligevel sket. Og så alligevel ikke rigtigt. Det har været juleferie, som den slags er bedst. Med nattøj på de halve dage og intet tøj de resterende. Med frysepizza i sofaen, kaffe på sengen og året-der-gik i alle de bedste sendetider. Med jule-ængstelighed og dårlig-samvittigheds-løb. Med nytårsdrinks og guldregns-fyrværkeri. Men også med hadedag i dobbeltkonfekt. I dag! Jeg bryder mig virkelig virkelig ikke om 1. januar. Uanset om den er med tømmermænd eller ej. Har bare lyst til at sove det hele væk. Men i år var der...

“Hvad laver du egentlig deroppe i praktik?”

Jeg kan godt forstå folk spørger, for det er heller ikke helt nemt at forstå. Hvad søren laver jeg deroppe i praktik? Spørgsmålet er, om det er så let at svare på. Og måske derfor, har indlægget lidt ladet vente på sig. Billederne i indlægget er tilbage fra oktober måned, hvor jeg oprettede indlægs-kladden, og havde tænkt mig at fortælle og berette. Idéen forsvandt i travlhed og blog-pause, men nu må det hellere være. Inden kapitlet lige om lidt bliver skrevet færdigt. Der er nemlig kun en uge tilbage. Én uge! Hvor fanden blev de seks måneder af? De blev vel sagtens væk i morskab, udfordringer og oplevelser… Som jeg har skrevet før, har min praktikperiode ved Venstres Landsorganisation været...

Langdistanceforhold på prøve

En saglig lyd af musikken til den film vi sidst så på det store lærred spiller over højtaleren på kontoret. Ikke at jeg havde tænkt over, at det var netop hvad det var. Musikken. Jeg tror, jeg troede, at jeg ville være mere cool. Mere voksen. Selvstændig. Men musikken hylede mig ud af den. Fik mig til at indse HVOR svært det er, ikke bare at være et weekendfænomen, men netop nu, i denne uge, at være uden kontakt. Overhovedet. Det er alt det man misser. De små opdateringer og smil. Hverdagen. Fordi det går mere op i de store linjer. Både når man endelig ses, men også når den halve time opstår, hvor der er rum for et godnat...

3 år på to billeder

Kjole fra Minimum // Sko fra Asos Efter mit indlæg forleden, med billedet til venstre fra for tre år siden, synes jeg simpelthen ikke jeg kunne lade vær med at lave en reel sammenligning, nu da jeg fik taget et ret sammenligneligt billede i weekenden. Som jeg skrev, elsker jeg simpelthen at se på udvikling gennem billeder. Selvom de jo alt andet lige kun viser den ydre, fysiske udvikling, synes jeg bare så tit man også kan tyde, huske eller fornemme følelser og stemning herudaf. Og wow, hvor er det tilfældet med ovenstående billeder. I 2015 var jeg 18 år gammel og ret ny og usikker i mange henseender. Ikke, at jeg følte det sådan dengang, tværtimod faktisk. Men det er næsten...
Older posts