1. januars følelser

1. januar 2018

Det virker som en hel livstid siden, at jeg sidst sad i den ellers velkendte metro. Der er ikke gået meget mere end halvanden uge, men så meget er alligevel sket. Og så alligevel ikke rigtigt.

Det har været juleferie, som den slags er bedst. Med nattøj på de halve dage og intet tøj de resterende. Med frysepizza i sofaen, kaffe på sengen og året-der-gik i alle de bedste sendetider. Med jule-ængstelighed og dårlig-samvittigheds-løb. Med nytårsdrinks og guldregns-fyrværkeri. Men også med hadedag i dobbeltkonfekt. I dag!

Jeg bryder mig virkelig virkelig ikke om 1. januar. Uanset om den er med tømmermænd eller ej. Har bare lyst til at sove det hele væk. Men i år var der bare lige den finte, at den skulle soves væk, med opvågning i København. Og det fik filmen til at knække for mig.

At sige farvel til min camouflage-farvet togmakker endnu engang. Og så på en mandags-mandag. Med tømmermænd og 1.januarsforfærdelse oveni.

Det eneste gode ved 1. Januar på en mandag er, at mandag i morgen, i virkeligheden vil være en tirsdag. Og at weekenden og gensynet er én dag tættere på.