Kærlighed på 1,5 meters afstand // Amalienborg-visit

I mandags tog jeg en dag ud af eksamensskrivningen for at tage med svigerfamilien til Amalienborg og besøge min garder-kæreste. Eller besøge er måske så meget sagt. Vi kiggede. Længe. Og meget. Og tog et halvt tusinde billeder. Det var sådan gåsehudsagtigt mærkeligt, at stå der og skimte efter ham. Heldigvis var han lettere at udpege, end jeg havde frygtet. Tænk sig, hvis jeg havde taget fejl, haha. Man har alligevel kun en næseform og en temmelig ens barberet hage at genkende på. Men det lykkedes som sagt hurtigt, og så kunne vi ellers følge hans karakteristiske gang tværs over pladsen og til Christian d. 8’s palæ, hvor vi som en anden flok japanske turister tog plads. Vi stod der...

Og så gik tiden…

Og det er helt okay. Jeg ved nemlig af erfaring, at pludselig en dag vågner jeg op med kriblen i fingrene, og ord på hjertet. Og så skal det nok gå igen. Sådan som det plejer. Engang imellem i disse stille tider overvejer jeg selvfølgelig, om mit fine lille univers her skal lukkes. Men på en eller anden måde, finder jeg altid tilbage til, at det er en del af mig. Det er en del af mig at dele, men aller mest at skrive. Og når det pludselig vender tilbage til mig, er det nok også med det udgangspunkt. Jeg har gjort det i 7 år. Og jeg kan bare ikke kan forestille mig aldrig nogensinde at skulle gøre det...