Klodser der falder i hak

Der er rigtig mange klodser, der er faldet i hak i mit liv og hjerne de sidste par dage. I ved, det der, når man efterhånden får fundet sin sti, motivation og energi, og når det hele ligesom bare går op i en højere enhed. Det tog lige et par uger, sådan at vænne sig til studietimerne (dette semester endda på engelsk), til at være hverdagskærester igen og bare sådan helt generelt til at være dus med hverdagen. Og kan vidst også godt udlede, at min forsvinden herfra har samme årsag. Det famøse overskud har ligesom bare ikke været der. Men nu tør jeg efterhånden godt sige, at det kører. Og at klodserne passer sammen (igen). Nogle andre klodser der...

Hjemve

Jeg havde nær sagt, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst havde hjemve, som nu. Men det er løgn. I morgen er det seks år siden jeg tog på udveksling, og dér mærkede jeg virkelig ægte hjemve. Ligesom jeg gjorde det, mens jeg var i københavner-praktik, for et år siden. Og generelt er det egentlig en følelse, der falder mig ret naturligt. Jeg er homebound så det batter. Men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været det i samme omfang som nu, på en ferie. Min kæreste og jeg bestilte denne ferie i foråret, mens han stadig var i livgarden. Og jeg tror, vi troede, at vi ville have brug for og lyst til at tage væk...

Alhambra: En oh so instaværdig turistattraktion

I dag var vi en tur på Alhambra – Spaniens største og nok også mest instaværdige turistattraktion. Egentlig havde vi ikke planlagt noget som helst før vi kom herned. Men da jeg efter den første dag hernede allerede var ved at blive lidt feriekulret, tog min kæreste aktion og fandt et par destinationer, vi kunne strø ud over resten af ferien. Det der med feriekuller ligner mig ellers ikke. Altså da i hvert fald ikke, når jeg er i udlandet. Her plejer jeg at være garant for max afslapning og et minimum af anstrengelser. Men jævnfør mit indlæg fra forleden er jeg simpelthen ved at være mættet. Mærkeligt skulle man synes, når jeg har brugt det meste af min skoleferie...

Efterveer, ostemad og en fantastisk spansk tidsfornemmelse // Ugen der gik

Jeg er velsagtens en smule bagud i forhold til søndag aften, hvor jeg normalt plejer at slå sløjfe på ugen der gik med et par ord her på domænet. Men jeg kører på spansk tidszone i disse dage, så det tænker jeg passer meget godt. Mere siesta, mindre stress. Ja tak. Og det er måske heller ikke verdens mest glamorøse uge, jeg sådan har valgt at vende tilbage på. Og så alligevel. I ugen der gik har jeg f.eks.: Taget på arbejde mandag morgen i en tilstand, der ikke er værd at skrive hjem om. Ovenpå Smukfest og sidste medhjælpertjans søndag aften var det ikke ligefrem gennemtænkt fra min side at tro, at jeg var i stand til ret meget...

Ting bliver bedre, når man arbejder med dem. Heldigvis #2

Livet er vandvittigt. Jeg tror, det er det, jeg prøver at sige. Og det har jeg så brugt lidt for mange minutter på at forsøge at formulere, på den smalle plads instagram tillader. Fordi jeg bare godt kan lide at mindes. På fredag, når jeg henter min garder fra København for alle sidste gang som netop det, så vil det samtidig være 362 dage siden han kørte mig til København som praktikant. Det i sig selv er vandvittigt nok. Altså at året, trods mine meget bange anelser, alligevel forsvandt så hurtigt. Men det var næppe helt, hvad det faktisk gjorde. Forsvandt. For når jeg tænker over det, har det nærmere sat sig fast. I mig forståes. Forleden, da jeg fik...