Corona lock down dag nogle-og-30, kl. lidt for meget over sengetid. Jeg puster ud, tungere end jeg plejer og med en arm om livet, der knuger lidt tættere end den plejer. I morgen vågner jeg, og ved ikke om det er (endnu) et pusterum eller (endnu) et langt åndedræt, der venter mig. Lotteri og alligevel så planlagt. Jeg tænker, at vi er mange, der står på fremmed grund for tiden. Ja faktisk er det vel nærmest svært at finde én nabos venindes kollega, som ikke lever livet anderledes i dag, end de gjorde da februar blev til marts. “Vi er i samme båd”, sagde min kollega med små børn om anklerne og en tidsplan jeg kun kan forestille mig langt...