3 år på to billeder

Langdistanceforhold på prøve

Langdistanceforhold på prøve // Værnepligtig + kæreste

En saglig lyd af musikken til den film vi sidst så på det store lærred spiller over højtaleren på kontoret. Ikke at jeg havde tænkt over, at det var netop hvad det var.
Musikken.
Jeg tror, jeg troede, at jeg ville være mere cool. Mere voksen.
Selvstændig.
Men musikken hylede mig ud af den. Fik mig til at indse HVOR svært det er, ikke bare at være et weekendfænomen, men netop nu, i denne uge, at være uden kontakt.
Overhovedet.
Det er alt det man misser. De små opdateringer og smil.
Hverdagen.
Fordi det går mere op i de store linjer. Både når man endelig ses, men også når den halve time opstår, hvor der er rum for et godnat og en hurtig opdatering.
Men også fordi den bare ikke er der.
Hverdagen.
Hvor der er tid og rum til de store snakke, men også de små drillerier og mellemstore frustrationer.
Jeg føler, at jeg må være vokset 20 meter.
Mindst.
Med al den “fyld” jeg ikke får delt. Med alt det jeg må bearbejde alene, eller overveje om jeg skal dele. Med andre.
Før var det en selvfølge. At jeg var en deler. Men nu fanger jeg mig selv i at prioritere.
Undskylde.
For min megen deling.
Jeg tænker, at det er en god følelse. Øvelse.
Men… Svær.
Svært at være alene i en hverdag man er vant til at dele. Og svært at være helt helt uden deling.
Overhovedet.
Svært at have et langdistanceforhold. På felttur.
Prøve.
Også selvom man er den, der får sin søvn og slipper for de kolde, våde strømper.

*

Læs lidt mere om langdistanceforholdet på prøve og om det at være weekendkærester her.

//Husk og følg med på min facebookside her – eller instagram her, for at få mine opdateringer direkte i dit feed.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 år på to billeder