Om at træde vande

Jeg har altid været ret god til at træde vande. Husker ikke nogen tid i mit liv, hvor jeg ikke har kunnet svømme. Måske takket være babysvømning, og min far der efter historien at dømme frygtløs sank mig under vandet, sådan som mødrene i forsamlingen ikke havde turde. Eller måske pga. den ekstra mængde vand i kroppen min læge har bildt mig ind, at jeg rummer.

Men denne anden form for træde vande, ovenvande, har jeg alligevel sjældent forsøgt mig med. Jeg tror ikke, jeg er ret god til det faktisk. Nyder det i hvert fald ikke.

En sumren af rastløshed og lad-mig-komme-videre fornemmelser. Jeg har sjældent været så afklaret med noget, som jeg i juleferien blev, om det at vende hjem.

Måske derfor har de sidste tre uger føltes lidt som et tomrum. Som at træde vande. Mine opgaver var mere eller mindre færdige før jul, og jo mindre jeg har at lave, jo mindre produktiv bliver jeg simpelthen.

Jo mere træder jeg vande.

Pakker mit liv ned. Igen. Og ordner de små ting, der opstår. Men alligevel kan jeg ikke lade vær med at føle, at min tid var givet bedre ud et andet sted. Hvor jeg ikke træder vande. Men istedet kan pakke ud og komme igang.

Men sådan er der velsagtens bare overgangsperioder i livet, hvor det egentlig bare gælder om at holde sig flydende. Længe nok til at nå i mål – eller til at nye kapitler skal skrives.

Jeg glæder mig til at komme igang med mit. Men det sjove ved denne tilstand er, at jeg jo faktisk også er lidt trist ved at dette skal ophøre. Altså før det blev til afklarethed og træden vande. Dén del kommer jeg nok alligevel ikke til at savne…

// Husk og følg med på min facebookside for opdateringer direkte i dit feed.