Hjemve

Jeg havde nær sagt, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst havde hjemve, som nu. Men det er løgn. I morgen er det seks år siden jeg tog på udveksling, og dér mærkede jeg virkelig ægte hjemve. Ligesom jeg gjorde det, mens jeg var i københavner-praktik, for et år siden. Og generelt er det egentlig en følelse, der falder mig ret naturligt. Jeg er homebound så det batter.

Men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været det i samme omfang som nu, på en ferie. Min kæreste og jeg bestilte denne ferie i foråret, mens han stadig var i livgarden. Og jeg tror, vi troede, at vi ville have brug for og lyst til at tage væk sammen og slappe af, når han endelig kom hjem. I virkeligheden har det nok været lidt omvendt. Vi har haft lyst til alt det vi ikke kunne, mens vi var fra hinanden. Og jeg har mere end nogensinde før bare lyst til at være hjemme – ved min hverdag.

Egentlig er det noget mærkeligt noget at sige, for der kommer med garanti ikke til at gå mange skoledage, når jeg først er startet, før jeg bliver lige så skoletræt som altid (det har jeg snakket om flere gange før, jeg er meget bedre til at gå på arbejde end i skole). Men jeg kan lide min hverdag, fordi den indeholder alt det andet. Og fordi den er netop det, en hverdag skal være. Fyldt med rutiner, gøremål og vaner.

Nu tager vi lige de sidste 1,5 dag med ferie på programmet, før vi med glæde vender snuden HJEM. Hjem til vores eget komfur, træningsrutiner, lektier osv. Men også til hverdags godnatkys og hverdags fjernsyns-selskab. Ting, vi det seneste år har undværet. Og virkelig om noget har savnet. Sådan er hjemve så underlig en størrelse. Her gik jeg og troede, at bare jeg var sammen med min kærlighed, så var jeg altid hjemme. I virkeligheden er det nok heller ikke de fysiske rammer jeg savner, så meget som det er alt det, det til sammen indeholder! ❤️