Første dag i et nyt kapitel

Midt i det der ligner en krigszone står nu en flot buket og pryder roddet. En “velkommen-til-buket” fra min nye virkelig fine arbejdsplads. Jeg stod af toget i Aarhus, for første gang i et halvt år, sammen med alle de andre morgen-pendlere. Her tog jeg hurtigt halstørklædet rundt om håret, så de store snefnug ikke skulle ødelægge volumen. Herfra var der med Noah i ørene kun en lille tur ‘over byen’, før jeg stod ansigt til ansigt med nye kolleger, arbejdsopgaver og lokaler. Jeg fik ikke sagt halvdelen af det, jeg havde tænkt, da jeg lidt efter fik chancen for at præsentere mig på morgendagens briefing. Men det skal jeg nu nok få lejlighed til, når vi ses igen på fredag....

Om at træde vande

Jeg har altid været ret god til at træde vande. Husker ikke nogen tid i mit liv, hvor jeg ikke har kunnet svømme. Måske takket være babysvømning, og min far der efter historien at dømme frygtløs sank mig under vandet, sådan som mødrene i forsamlingen ikke havde turde. Eller måske pga. den ekstra mængde vand i kroppen min læge har bildt mig ind, at jeg rummer. Men denne anden form for træde vande, ovenvande, har jeg alligevel sjældent forsøgt mig med. Jeg tror ikke, jeg er ret god til det faktisk. Nyder det i hvert fald ikke. En sumren af rastløshed og lad-mig-komme-videre fornemmelser. Jeg har sjældent været så afklaret med noget, som jeg i juleferien blev, om det at...

Når én dør lukkes åbnes en ny

Og således kunne jeg i dag åbne døren til min nye arbejdsplads!  Jeg skulle ikke nå at ryste særligt mange bekymrede tanker af mig, om denne beslutning, inden en ny chance bød sig. Inden usikkerheden om at flytte tilbage ændrede sig til forventningens glæde. Fakrisk var det nærmere en beslutning om at åbne mine muligheder. Jeg søgte det mest spændende studiejob i en af de mest dynamiske og kreative virksomheder jeg længe har set, inden jeg havde fået/taget et valg om, hvad jeg skulle efter endt praktik. Med tanken om, at jeg på den måde åbnede mulighederne op for mig selv, og med dét måske ville have nemmere ved at tage et valg. Valget blev som bekendt taget for mig....

Homebound

Sikke hurtigt man vender sig til det bedre. Da S-toget i dag først dukkede op på Holte st. hele 17 minutter efter min egen ankomst hørte jeg mig selv tænke: “Hvad fanden, er det ikke København det her?” Læs også: Hvad en jyde funderer mest over ved København Knap var der dog gået et minut før den sædvanlige scrolling over instavenlige begivenheder, weekendopdateringer og de nyest tilkommende mails startede. Jeg har heldigvis aldrig haft noget imod mit eget selskab, ventetid eller rejsen-rundt. Og denne eftermiddag står på lidt af det hele. Om lidt er de blå S-togs sæder byttet ud med DSB’s grå og røde, for turen går mod Skanderborg. Igen. Endelig. Min kæreste var i hovedstaden hos mig i sidste...

Farvel til Jylland, hverdagskæresteri og familie-rundt-om-hjørnet

Puha. Så kom det øjeblik jeg havde frygtet. Øjeblikket hvor min kæreste kørte tilbage mod Jylland, og hvor jeg pænt måtte vente på mit nye hovedstads-fortov. Goddag til praktik, københavneri og bedsteforældre-hybel. I dag og for det øjeblik siden, har virkelig været noget af det hårdeste til dato. Min kæreste og jeg har boet sammen i over 3 år, faktisk helt uofficielt siden den dag vi blev kærester – og dét pludselig ikke at skulle det mere, gør ondt så langt inde i maven, at jeg sjældent (heldigvis) har mærket det. Og så igen. Det er jo på den gode alt-overskyggende-kærlighedskvalmende måde. For jeg elsker ham. Og det er langt fra et farvel. Det bliver skide godt, det kan jeg allerede...
Older posts