Siden sidst

Jeg føler altid det er lidt svært at komme tilbage efter en form for pause. Eller i hvert fald stilhed. Føler at jeg må forklare mig, før det giver mening. Og før den mere løse stemning og deling kan få plads. Måske er det noget pjat. Men måske giver det mening. At når jeg mangler en afslutning og forklaring, så gør i også. Så hvorfor har det været så svært at give lyd? Som altid (har jeg lyst til at sige), når pauser ufrivilligt opstår herfra, er der fordi der var brug for mit overskud og tankemylder på den anden side. Ude i den verden hvor tankemylder skal give mening og ikke bare underholde eller sætte spørgsmålstegn. Og det gør det...

Første dag i et nyt kapitel

Midt i det der ligner en krigszone står nu en flot buket og pryder roddet. En “velkommen-til-buket” fra min nye virkelig fine arbejdsplads. Jeg stod af toget i Aarhus, for første gang i et halvt år, sammen med alle de andre morgen-pendlere. Her tog jeg hurtigt halstørklædet rundt om håret, så de store snefnug ikke skulle ødelægge volumen. Herfra var der med Noah i ørene kun en lille tur ‘over byen’, før jeg stod ansigt til ansigt med nye kolleger, arbejdsopgaver og lokaler. Jeg fik ikke sagt halvdelen af det, jeg havde tænkt, da jeg lidt efter fik chancen for at præsentere mig på morgendagens briefing. Men det skal jeg nu nok få lejlighed til, når vi ses igen på fredag....

Om at træde vande

Jeg har altid været ret god til at træde vande. Husker ikke nogen tid i mit liv, hvor jeg ikke har kunnet svømme. Måske takket være babysvømning, og min far der efter historien at dømme frygtløs sank mig under vandet, sådan som mødrene i forsamlingen ikke havde turde. Eller måske pga. den ekstra mængde vand i kroppen min læge har bildt mig ind, at jeg rummer. Men denne anden form for træde vande, ovenvande, har jeg alligevel sjældent forsøgt mig med. Jeg tror ikke, jeg er ret god til det faktisk. Nyder det i hvert fald ikke. En sumren af rastløshed og lad-mig-komme-videre fornemmelser. Jeg har sjældent været så afklaret med noget, som jeg i juleferien blev, om det at...

Vi lyttes ved – Jeg gæster radioen i aften!

Normalt befinder jeg mig bedst i det skrevne medie. Det har jeg immervæk gjort en god håndfuld år. Men jeg har nu alligevel altid været glad ved også videoformatet og ikke mindst haft en interesse i radio/lyd/podcast verdenen. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg faktisk ofte har drømt om at hoste mit eget radioprogram og ligeledes drømmer temmelig stort om at blive kendt nok til at gæste Mads og Monopolet. Det der med stemmer og intet andet, det kan altså noget. Og i dag får jeg altså chancen. Forhåbentlig første gang af mange. Idet jeg i aften for første gang gæster Barometeret på P3 som en del af deres ungdomspanel. Jeg kalder det Mads og...

Et sted midt imellem fuldtidsarbejdstider og pendlerweekender…

… Forsvandt mine skriverier og store tanker. Og det er jo så heller ikke helt sandt, for faktisk har jeg mærket den manglende uddybning, udtrykkelse og udfoldelse på mange parametre. Hvad er det man siger? At man først opdager, hvor stor en betydning ting har, når man mangler det? Man lægger først mærke til, at der egentlig altid er låst op tændt lys på arbejdet, når vedkommende der møder først, pludselig møder sent. Man lægger først mærke til, at der egentlig altid ligger dagsordener fremme til mødet, når nogen har glemt at gøre det. Man lægger først mærke til, at der egentlig altid er mælk i køleskabet, når nogen har glemt at købe det. Og således mærkede jeg forleden, at jeg...
Older posts