Og så gik tiden…

Og det er helt okay. Jeg ved nemlig af erfaring, at pludselig en dag vågner jeg op med kriblen i fingrene, og ord på hjertet. Og så skal det nok gå igen. Sådan som det plejer. Engang imellem i disse stille tider overvejer jeg selvfølgelig, om mit fine lille univers her skal lukkes. Men på en eller anden måde, finder jeg altid tilbage til, at det er en del af mig. Det er en del af mig at dele, men aller mest at skrive. Og når det pludselig vender tilbage til mig, er det nok også med det udgangspunkt. Jeg har gjort det i 7 år. Og jeg kan bare ikke kan forestille mig aldrig nogensinde at skulle gøre det...

En dyb indånding – og så fuld fart fremad

Jeg har lige sat mig et øjeblik. På stenen foran mit hjem. Med den udsigt og det her vejr, synes det som et perfekt sted at tænke og holde pause. Har nok mest brug for sidstnævnte. En pause fra førstnævnte. Det er nok alkoholen fra igår. Og i forgårs. Og manglen på søvn derimellem. Og endnu en af de forbandede farvel. Alt det der gør, at mine følelser sider uden på tøjet i dag. Sådan plejer det faktisk at være dagen derpå. Men det er efterhånden længe siden. Det plejer at være en af årsagerne til at jeg holder mig til en enkelt. Fordi jeg simpelthen ikke bryder mig om mig selv dagen efter for mange. Min hjerne kører med...

Den mig der også er en anden

Jeg prøvede virkelig. Prøvede at holde humøret højt, og være den ellers altid glade udgave. Men jeg troede også det ville være nemmere. Troede jeg kom hjem til en hurtig tilvænning, og en følelse af, at det var godt at være hjemme. Godt at være der, hvor jeg havde længtes efter og tilvalgt at finde tilbage til. Jovist er jeg rigtig glad for at være hjemme i Jylland, tæt på mange ting, der står mig nært. Men der mangler noget. Sammenhørighed. Og hver dags hverdagsglæde. Jeg er glad for mit arbejde, og for min familie rundt om hjørnet. For gode gode veninder når jeg står af toget og for familiære VU-bekendtskaber når jeg går ned af vejen. Men jeg er mildest...

Siden sidst

Jeg føler altid det er lidt svært at komme tilbage efter en form for pause. Eller i hvert fald stilhed. Føler at jeg må forklare mig, før det giver mening. Og før den mere løse stemning og deling kan få plads. Måske er det noget pjat. Men måske giver det mening. At når jeg mangler en afslutning og forklaring, så gør i også. Så hvorfor har det været så svært at give lyd? Som altid (har jeg lyst til at sige), når pauser ufrivilligt opstår herfra, er der fordi der var brug for mit overskud og tankemylder på den anden side. Ude i den verden hvor tankemylder skal give mening og ikke bare underholde eller sætte spørgsmålstegn. Og det gør det...

Første dag i et nyt kapitel

Midt i det der ligner en krigszone står nu en flot buket og pryder roddet. En “velkommen-til-buket” fra min nye virkelig fine arbejdsplads. Jeg stod af toget i Aarhus, for første gang i et halvt år, sammen med alle de andre morgen-pendlere. Her tog jeg hurtigt halstørklædet rundt om håret, så de store snefnug ikke skulle ødelægge volumen. Herfra var der med Noah i ørene kun en lille tur ‘over byen’, før jeg stod ansigt til ansigt med nye kolleger, arbejdsopgaver og lokaler. Jeg fik ikke sagt halvdelen af det, jeg havde tænkt, da jeg lidt efter fik chancen for at præsentere mig på morgendagens briefing. Men det skal jeg nu nok få lejlighed til, når vi ses igen på fredag....
Older posts