Et sted midt imellem fuldtidsarbejdstider og pendlerweekender…

… Forsvandt mine skriverier og store tanker. Og det er jo så heller ikke helt sandt, for faktisk har jeg mærket den manglende uddybning, udtrykkelse og udfoldelse på mange parametre. Hvad er det man siger? At man først opdager, hvor stor en betydning ting har, når man mangler det? Man lægger først mærke til, at der egentlig altid er låst op tændt lys på arbejdet, når vedkommende der møder først, pludselig møder sent. Man lægger først mærke til, at der egentlig altid ligger dagsordener fremme til mødet, når nogen har glemt at gøre det. Man lægger først mærke til, at der egentlig altid er mælk i køleskabet, når nogen har glemt at købe det. Og således mærkede jeg forleden, at jeg...

En forlænget weekend med det hele, tak

Det var helt som første dag efter en ferie, da mit vækkeur ringede i morges. Selvom jeg har haft megen succes med at skifte den insisterende hyletone ud med en sleep-cyckle app der både på beroligende vis og eftersigende på det mest vågne tidspunkt vækker mig, var det alligevel mandagstrætheden der ramte mig i morges. Dobbelt op om man vil. Jeg har nemlig holdt forlænget weekend hjemme i mit Jylland. Vi har lavet en fin aftale om, at når jeg er med til seminarer, kurser og møder i weekenden – sådan som man unægtelig er, når man arbejder for/med frivillige, der kun kan deltage, når de selv har fri, så tager jeg bare en afspadserings-dag, når det passer ind. Og...

Smart i en fart

Indlægget er markeret som reklame, fordi tasken er en gave fra Birkmond Jeg har nok altid haft et lidt specielt forhold til tasker. Måske fordi jeg det meste af mit liv har boet i en taske. Måske fordi det er en hver kvindes guilty pleasure. Jeg skal ikke kunne sige det. I hvert fald har jeg nok af dem i skabet, og føler alligevel aldrig, at mit behov er opfyldt. I ved. Der mangler altid en størrelse eller farve til samlingen. Om ikke andet har mit forhold til skoletasker siden jeg var i Frankrig været meget “parisisk” om man vil. En upraktisk dametaske over skulderen fordi det bare er trés chich. Jeg husker så tydeligt den første dag i Lycée...

Homebound

Sikke hurtigt man vender sig til det bedre. Da S-toget i dag først dukkede op på Holte st. hele 17 minutter efter min egen ankomst hørte jeg mig selv tænke: “Hvad fanden, er det ikke København det her?” Læs også: Hvad en jyde funderer mest over ved København Knap var der dog gået et minut før den sædvanlige scrolling over instavenlige begivenheder, weekendopdateringer og de nyest tilkommende mails startede. Jeg har heldigvis aldrig haft noget imod mit eget selskab, ventetid eller rejsen-rundt. Og denne eftermiddag står på lidt af det hele. Om lidt er de blå S-togs sæder byttet ud med DSB’s grå og røde, for turen går mod Skanderborg. Igen. Endelig. Min kæreste var i hovedstaden hos mig i sidste...

Hvad en jyde funderer mest over ved København

På søndag kan jeg fejre to ugers jubilæum som københavner. Og der er jo nu, mens alting stadig opleves som en form for “ud af kroppen oplevelse”, hvor alting virkelig er oppe og vende på øverste, at man forstår de store forskelle. På det der med at være tilflytter. Og der er nu, mens jeg stadig lægger mærke til disse særheder og inden jeg bliver alt for intregreret i selvsamme, at jeg må skynde mig at dele dem med jer. For som jeg lige sad og blev enig med min “tilflytter-veninde” om i dag på en fortovscafé, så er der fandme mange mærkelige ting at lægge mærke til og fordøje. Heldigvis grinte vi af det meste. Hvad andet kan man...
Older posts