Klodser der falder i hak

Der er rigtig mange klodser, der er faldet i hak i mit liv og hjerne de sidste par dage. I ved, det der, når man efterhånden får fundet sin sti, motivation og energi, og når det hele ligesom bare går op i en højere enhed. Det tog lige et par uger, sådan at vænne sig til studietimerne (dette semester endda på engelsk), til at være hverdagskærester igen og bare sådan helt generelt til at være dus med hverdagen. Og kan vidst også godt udlede, at min forsvinden herfra har samme årsag. Det famøse overskud har ligesom bare ikke været der. Men nu tør jeg efterhånden godt sige, at det kører. Og at klodserne passer sammen (igen). Nogle andre klodser der...

Hjemve

Jeg havde nær sagt, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst havde hjemve, som nu. Men det er løgn. I morgen er det seks år siden jeg tog på udveksling, og dér mærkede jeg virkelig ægte hjemve. Ligesom jeg gjorde det, mens jeg var i københavner-praktik, for et år siden. Og generelt er det egentlig en følelse, der falder mig ret naturligt. Jeg er homebound så det batter. Men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været det i samme omfang som nu, på en ferie. Min kæreste og jeg bestilte denne ferie i foråret, mens han stadig var i livgarden. Og jeg tror, vi troede, at vi ville have brug for og lyst til at tage væk...

7 ting jeg har lært som garderfrue

Min kærestes tid som garder og dermed min som garderfrue lakker mod enden. På fredag kan jeg hente ham hjem, sådan helt rigtigt, og jeg glæder mig fuldstændig vandvittigt. Men det har også været en sjov tid, med mange overvejelser og opdagelser. Ikke mindst om mig selv. Derfor tænkte jeg, det kunne være sjovt at fortælle jer lidt om, hvad man rent faktisk kan (risikere at) lære som garderfrue. Som garderfrue har jeg lært: …hvor vandvittigt det er, først at være flyttet sammen, og så flytte fra hinanden igen. Punktum. Og i virkeligheden nok hovedårsagen til flere af nedenstående åbenbaringer. Jeg er IKKE fan. …at jeg stadig er fuldstændig helt og aldeles elendig til at gøre rent og rydde op....

Og så gik tiden…

Og det er helt okay. Jeg ved nemlig af erfaring, at pludselig en dag vågner jeg op med kriblen i fingrene, og ord på hjertet. Og så skal det nok gå igen. Sådan som det plejer. Engang imellem i disse stille tider overvejer jeg selvfølgelig, om mit fine lille univers her skal lukkes. Men på en eller anden måde, finder jeg altid tilbage til, at det er en del af mig. Det er en del af mig at dele, men aller mest at skrive. Og når det pludselig vender tilbage til mig, er det nok også med det udgangspunkt. Jeg har gjort det i 7 år. Og jeg kan bare ikke kan forestille mig aldrig nogensinde at skulle gøre det...

En dyb indånding – og så fuld fart fremad

Jeg har lige sat mig et øjeblik. På stenen foran mit hjem. Med den udsigt og det her vejr, synes det som et perfekt sted at tænke og holde pause. Har nok mest brug for sidstnævnte. En pause fra førstnævnte. Det er nok alkoholen fra igår. Og i forgårs. Og manglen på søvn derimellem. Og endnu en af de forbandede farvel. Alt det der gør, at mine følelser sider uden på tøjet i dag. Sådan plejer det faktisk at være dagen derpå. Men det er efterhånden længe siden. Det plejer at være en af årsagerne til at jeg holder mig til en enkelt. Fordi jeg simpelthen ikke bryder mig om mig selv dagen efter for mange. Min hjerne kører med...