Blå fest 2018 // Kjole, etikette og march

Blå fest – Alle billeder er taget af undertegnet eller af militærfoto.dk  I midten af marts havde jeg æren af at være inviteret med som ledsager til Blå fest. Det er de ny-udklækkede garderes markeringsfest, og den tager form over det meste af weekenden. Og som en anden afrapportering har jeg nu endelig fået nedfældet vores tanker og oplevelser fra weekenden. Det har været ikke så lidt efterspurgt, så jeg håber i vil nyde at læse med 💙 Vores program så ud som følger: Fredag Kl. 16.00 – Check-in på hotellet Lørdag Kl. 8.00 – Morgenmad Kl. 09.45 – Klar til kontrol af Blå uniform Kl. 10.15 – Fotografering af delinger og kompagni Kl. 10.45 – Afmarch til Horsens station...

En ny (forbandet) farvel-rutine

I starten var det ham, der blev stående. Ham der vinkede farvel som var det ens mindste afkom, der skulle på skoleudflugt. Senere fulgtes vi. Delte togturen og pølsehornene og propperne i ørene under Storebælt. Og skiltes et sted på Nørreport, hvor S-tog blev til metro. Men nu er det min tur. Mig til at være hønemoren på perronen, med en tårer i øjenkrogen og en madpakke i hånden. Mig der sender afsted, og ser til. Ser til at hverdagen fortsætter, hvor jeg slap den i fredags, det øjeblik han trådte ind ad døren. Gid man kunne gøre den slags om og om igen. Øjeblikket, hvor døren går op, og kærligheden fylder rummet. Gid man kunne gemme luftkys og dsb-toner...

Langdistanceforhold på prøve

En saglig lyd af musikken til den film vi sidst så på det store lærred spiller over højtaleren på kontoret. Ikke at jeg havde tænkt over, at det var netop hvad det var. Musikken. Jeg tror, jeg troede, at jeg ville være mere cool. Mere voksen. Selvstændig. Men musikken hylede mig ud af den. Fik mig til at indse HVOR svært det er, ikke bare at være et weekendfænomen, men netop nu, i denne uge, at være uden kontakt. Overhovedet. Det er alt det man misser. De små opdateringer og smil. Hverdagen. Fordi det går mere op i de store linjer. Både når man endelig ses, men også når den halve time opstår, hvor der er rum for et godnat...

Distance makes no difference

Jeg troede naivt, at det var distancen der ville gøre forskellen. At det var distancen mellem tryghed og kærlighed i Jylland, der ville gøre mine første måneder i praktik hård. At distancen på samme led ikke ville gøre forskel, nu da min kæreste kun befinder sig få kilometer fra mig i værnepligt hos Den Kongelige Livgarde. Men jeg vidste jo samtidig også godt, at det var distancen tværs over Fyn, der ville gøre det umuligt ulideligt at gøre det midlertidige permanent. Jeg skulle senere lære, at afstanden er ligegyldig, når adskillelsen får det sidste ord. Det er adskillelsen fra min kæreste i alle hverdagens timer, der allerede gør ondt. Det, at jeg ikke kan fange ham, ringe ham op eller...

I rampelysets skær // Hvem fortjenter din tak?

Jeg har virkelig tænkt længe over, hvordan jeg skulle vende og dreje dette indlæg. Det er et emne, eller nærmere en sag, der lægger mig ufattelig meget på sinde, men samtidig er det noget jeg ved, vil træde et par stykker eller to over tæerne. Alligevel besluttede jeg mig for at give det et forsøg i toget hjem søndag aften. Et af den slags forsøg på at formulere mig, hvor fingrene bare får lov til at danse henover tastaturet, og så ser vi hvor vi ender. Jeg besluttede, at dem der måske ville føle sig ramt, nok også netop var dem, jeg forsøger at fange. Og så meget desto mere grund til at få ordene vækket til live… For 14...
Older posts