Distance makes no difference

Jeg troede naivt, at det var distancen der ville gøre forskellen. At det var distancen mellem tryghed og kærlighed i Jylland, der ville gøre mine første måneder i praktik hård. At distancen på samme led ikke ville gøre forskel, nu da min kæreste kun befinder sig få kilometer fra mig i værnepligt hos Den Kongelige Livgarde. Men jeg vidste jo samtidig også godt, at det var distancen tværs over Fyn, der ville gøre det umuligt ulideligt at gøre det midlertidige permanent. Jeg skulle senere lære, at afstanden er ligegyldig, når adskillelsen får det sidste ord. Det er adskillelsen fra min kæreste i alle hverdagens timer, der allerede gør ondt. Det, at jeg ikke kan fange ham, ringe ham op eller...

I rampelysets skær // Hvem fortjenter din tak?

Jeg har virkelig tænkt længe over, hvordan jeg skulle vende og dreje dette indlæg. Det er et emne, eller nærmere en sag, der lægger mig ufattelig meget på sinde, men samtidig er det noget jeg ved, vil træde et par stykker eller to over tæerne. Alligevel besluttede jeg mig for at give det et forsøg i toget hjem søndag aften. Et af den slags forsøg på at formulere mig, hvor fingrene bare får lov til at danse henover tastaturet, og så ser vi hvor vi ender. Jeg besluttede, at dem der måske ville føle sig ramt, nok også netop var dem, jeg forsøger at fange. Og så meget desto mere grund til at få ordene vækket til live… For 14...

En (u)afhængig lykke

Det var tomheden. Følelsen af afmagt, og af at blive forladt. Ikke kun pga trætheden efter weekendes strabadser, men fordi jeg rent faktisk netop blev forladt. Fordi jeg var den eneste der ikke skulle med bussen mod Jylland. Sammen med alle andre jeg holdt af. Holder af. Det var den følelse, og de tårer, der fik mig til at tænke over, om lykken er uafhængig? “Hvad så, hvordan går det”? Spørger de. Og jeg ved ikke hvor ærlig jeg skal være? For nemhedens skyld er fint fint. Men faktisk var det den krammer jeg fik, da jeg netop svarede derefter. Svarede, uden rigtigt at svare, fordi tårerne gjorde det for mig. Det var den krammer der fik mig til at...

Homebound

Sikke hurtigt man vender sig til det bedre. Da S-toget i dag først dukkede op på Holte st. hele 17 minutter efter min egen ankomst hørte jeg mig selv tænke: “Hvad fanden, er det ikke København det her?” Læs også: Hvad en jyde funderer mest over ved København Knap var der dog gået et minut før den sædvanlige scrolling over instavenlige begivenheder, weekendopdateringer og de nyest tilkommende mails startede. Jeg har heldigvis aldrig haft noget imod mit eget selskab, ventetid eller rejsen-rundt. Og denne eftermiddag står på lidt af det hele. Om lidt er de blå S-togs sæder byttet ud med DSB’s grå og røde, for turen går mod Skanderborg. Igen. Endelig. Min kæreste var i hovedstaden hos mig i sidste...

Bedre end på film

Torsdag eftermiddag måtte jeg se mig slået af udmattethed, kvalme og hovedpine. Det snurrede rundt i skallen på mig og jeg gik omkuld for at forsøge at skrabe al den søvn sammen jeg kunne. Det der med at integreres i en ny verden af bopæl, arbejde, efter-ferie-opstart og generelt bare “nyt” er ikke helt nemt. Hverken at putte i kasser oven i hovedet,  eller at overvinde. Jeg er træt som ALDRIG før. Egentlig skulle jeg have løbet fredag morgen, for at undgå at bruge den dyrebare tid hjemme på det, men med forbehold for torsdagens humør blev den gemt til weekenden. Fredag på kontoret var stille. Og færdig før de andre dage. Ikke så heldigt når min klapsædebillet var u-refunderbar...
Older posts