Homebound

Sikke hurtigt man vender sig til det bedre. Da S-toget i dag først dukkede op på Holte st. hele 17 minutter efter min egen ankomst hørte jeg mig selv tænke: “Hvad fanden, er det ikke København det her?” Læs også: Hvad en jyde funderer mest over ved København Knap var der dog gået et minut før den sædvanlige scrolling over instavenlige begivenheder, weekendopdateringer og de nyest tilkommende mails startede. Jeg har heldigvis aldrig haft noget imod mit eget selskab, ventetid eller rejsen-rundt. Og denne eftermiddag står på lidt af det hele. Om lidt er de blå S-togs sæder byttet ud med DSB’s grå og røde, for turen går mod Skanderborg. Igen. Endelig. Min kæreste var i hovedstaden hos mig i sidste...

Bedre end på film

Torsdag eftermiddag måtte jeg se mig slået af udmattethed, kvalme og hovedpine. Det snurrede rundt i skallen på mig og jeg gik omkuld for at forsøge at skrabe al den søvn sammen jeg kunne. Det der med at integreres i en ny verden af bopæl, arbejde, efter-ferie-opstart og generelt bare “nyt” er ikke helt nemt. Hverken at putte i kasser oven i hovedet,  eller at overvinde. Jeg er træt som ALDRIG før. Egentlig skulle jeg have løbet fredag morgen, for at undgå at bruge den dyrebare tid hjemme på det, men med forbehold for torsdagens humør blev den gemt til weekenden. Fredag på kontoret var stille. Og færdig før de andre dage. Ikke så heldigt når min klapsædebillet var u-refunderbar...

Farvel til Jylland, hverdagskæresteri og familie-rundt-om-hjørnet

Puha. Så kom det øjeblik jeg havde frygtet. Øjeblikket hvor min kæreste kørte tilbage mod Jylland, og hvor jeg pænt måtte vente på mit nye hovedstads-fortov. Goddag til praktik, københavneri og bedsteforældre-hybel. I dag og for det øjeblik siden, har virkelig været noget af det hårdeste til dato. Min kæreste og jeg har boet sammen i over 3 år, faktisk helt uofficielt siden den dag vi blev kærester – og dét pludselig ikke at skulle det mere, gør ondt så langt inde i maven, at jeg sjældent (heldigvis) har mærket det. Og så igen. Det er jo på den gode alt-overskyggende-kærlighedskvalmende måde. For jeg elsker ham. Og det er langt fra et farvel. Det bliver skide godt, det kan jeg allerede...

Når drømme er mere forskudte end parallelle

Der er ikke meget mere end halvanden måned til, at jeg sætter min ben hos drømmepraktikken. I København vel at mærke. Nordsjælland vil man nok mene, hvis man er fra de kanter. Sommeren er blevet meget kortere end jeg nogensinde kan huske den ellers har været, og mit indre ur er allerede en smule forvirret, men hvad værre for mit lille system er afstanden. Når sommeren har fået ben at gå på, og efteråret også er forsvundet, rykker min kæreste også til øen for at tjene sin værnepligt i den kongelige livgarde. Og hvor er det spændende, og hvor er jeg stolt allerede, men det betyder, at når min drøm og praktikophold er forbi, er det en tom Skanderborg-lejlighed jeg...

Tandsmør og 21 lys

Eller. Det troede jeg. Altså at de 21 var hvad der skulle sættes ild til. Det var det så ikke, men så kan de vel sagtens genbruges i slutningen af måneden, hvor det er min tur. I onsdags fyldte min søde kæreste år. 21 af slagsen. Det er både rigtig meget og stadig ingen alder. Ikke at jeg selv skal sige noget der, jeg fylder først samme mængde om et par uger. Dagen var særlig på mange måder. Det var 5 år siden jeg mødte ham der min kæreste for aller første gang. Stiv og glad til sidste skoledag i 9. klasse (læs vores kærlighedshistorie her hvis det lyster.) Og så inviterede vi for første gang fødselsdagsgæster i vores eget...