Vlog: Farvel til københavnerliv og praktik

Mine skriverier forsvandt i tilpasning og rutineskabelse, men så var det jo godt jeg havde lidt videomateriale liggende… Det er nu blevet til en vlog fra min sidste weekend som københavner. Den står både på besøg på garderkassernen, afskedssushi og praktik-farvel. Det hele er temmelig tårervædet, men her på afstand synes jeg det giver verdens bedste indblik i, hvordan det også kan være at være afklaret uafklaret! Se min vlog og følg min youtube-kanal her. Vlog Må i have en fantastisk weekend ❤️

Det sidste Venstre-blå punktum

   Jeg havde nær sagt, at det blev hårdere end forventet. Men det er løgn. Jeg vidste det ville blive hårdt. Jeg vidste at jeg ville tude. Og jeg vidste, at jeg ville gå ud derfra, med verdens mærkeligste følelse. Med en tårer i øjenkrogen (løgn: flere af dem, strømmende ned af kinderne) blev det netop sådan jeg gik ned ad trappen foran det fine gamle “Venstre-palæ” for aller sidste gang. I hvert fald for nu. Det var med vemodighed, et savn der allerede kom snigende, men heldigvis (!!!) også med en vished. For sidste uge i det jyske vidste mig, at jeg tog den rette beslutning. At jeg skal hjem og læse færdig, hjem og være hjemme, og hjem...

Midnatstanker: Verdens sværeste tidsstørrelse

“Vi ses i morgen” sagde jeg. Smækkede bildøren og tænkte for mig selv: for sidste gang. Mere eller mindre that is. For om 10 dage er jeg alligevel tilbage. For en relativt kort, men alligevel vigtig bemærkning. For at sige farvel, spise morgenmad og evaluere. Læs også om, hvad jeg laver (lavede) i praktik her Og jeg kan vel sagtens evaluere på en masse fagligt. Men der er så meget mere i det end det. Der er så mange flere processer og flere tanker at evaluere på. Midlertidigt permanent. Det er nok sådan jeg kan beskrive det bedst. Et helt halvt år er længe, og alligevel overhovedet ikke. Det er helt ærligt den sværeste tidsstørrelse jeg nogensinde har skullet forhold mig...

Om at træde vande

Jeg har altid været ret god til at træde vande. Husker ikke nogen tid i mit liv, hvor jeg ikke har kunnet svømme. Måske takket være babysvømning, og min far der efter historien at dømme frygtløs sank mig under vandet, sådan som mødrene i forsamlingen ikke havde turde. Eller måske pga. den ekstra mængde vand i kroppen min læge har bildt mig ind, at jeg rummer. Men denne anden form for træde vande, ovenvande, har jeg alligevel sjældent forsøgt mig med. Jeg tror ikke, jeg er ret god til det faktisk. Nyder det i hvert fald ikke. En sumren af rastløshed og lad-mig-komme-videre fornemmelser. Jeg har sjældent været så afklaret med noget, som jeg i juleferien blev, om det at...

1. januars følelser

1. januar 2018 Det virker som en hel livstid siden, at jeg sidst sad i den ellers velkendte metro. Der er ikke gået meget mere end halvanden uge, men så meget er alligevel sket. Og så alligevel ikke rigtigt. Det har været juleferie, som den slags er bedst. Med nattøj på de halve dage og intet tøj de resterende. Med frysepizza i sofaen, kaffe på sengen og året-der-gik i alle de bedste sendetider. Med jule-ængstelighed og dårlig-samvittigheds-løb. Med nytårsdrinks og guldregns-fyrværkeri. Men også med hadedag i dobbeltkonfekt. I dag! Jeg bryder mig virkelig virkelig ikke om 1. januar. Uanset om den er med tømmermænd eller ej. Har bare lyst til at sove det hele væk. Men i år var der...