“Hvad laver du egentlig deroppe i praktik?”

Jeg kan godt forstå folk spørger, for det er heller ikke helt nemt at forstå. Hvad søren laver jeg deroppe i praktik? Spørgsmålet er, om det er så let at svare på. Og måske derfor, har indlægget lidt ladet vente på sig. Billederne i indlægget er tilbage fra oktober måned, hvor jeg oprettede indlægs-kladden, og havde tænkt mig at fortælle og berette. Idéen forsvandt i travlhed og blog-pause, men nu må det hellere være. Inden kapitlet lige om lidt bliver skrevet færdigt. Der er nemlig kun en uge tilbage. Én uge! Hvor fanden blev de seks måneder af? De blev vel sagtens væk i morskab, udfordringer og oplevelser… Som jeg har skrevet før, har min praktikperiode ved Venstres Landsorganisation været...

Langdistanceforhold på prøve

En saglig lyd af musikken til den film vi sidst så på det store lærred spiller over højtaleren på kontoret. Ikke at jeg havde tænkt over, at det var netop hvad det var. Musikken. Jeg tror, jeg troede, at jeg ville være mere cool. Mere voksen. Selvstændig. Men musikken hylede mig ud af den. Fik mig til at indse HVOR svært det er, ikke bare at være et weekendfænomen, men netop nu, i denne uge, at være uden kontakt. Overhovedet. Det er alt det man misser. De små opdateringer og smil. Hverdagen. Fordi det går mere op i de store linjer. Både når man endelig ses, men også når den halve time opstår, hvor der er rum for et godnat...

Mit livs sværeste beslutning – Jeg vender hjem!

Det virker måske åbenlyst. At jeg selvfølgelig skal hjem om lidt, når januar løbet ud og mit semester slutter – og min praktiktid dermed ligeså. Men så selvfølgeligt var det ikke. Overhovedet! Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Og det gjorde jeg så alligevel. Vejen dertil var lang og fyldt med både tårer og frustrationer. Jeg har aldrig i mit liv været så i tvivl om noget overhovedet, og jeg skiftede mening hver dag i flere uger… Jeg var på alle måder klar til at fortsætte ved Venstre, måske på sigt mod en fremtid, men for nu i hvert fald mod en hverdag jeg ikke bare var glad for, nærmere lykkelig ved. Men jeg var bare...

Distance makes no difference

Jeg troede naivt, at det var distancen der ville gøre forskellen. At det var distancen mellem tryghed og kærlighed i Jylland, der ville gøre mine første måneder i praktik hård. At distancen på samme led ikke ville gøre forskel, nu da min kæreste kun befinder sig få kilometer fra mig i værnepligt hos Den Kongelige Livgarde. Men jeg vidste jo samtidig også godt, at det var distancen tværs over Fyn, der ville gøre det umuligt ulideligt at gøre det midlertidige permanent. Jeg skulle senere lære, at afstanden er ligegyldig, når adskillelsen får det sidste ord. Det er adskillelsen fra min kæreste i alle hverdagens timer, der allerede gør ondt. Det, at jeg ikke kan fange ham, ringe ham op eller...

Københavnske (mindreværds)komplekser

Ved første øjekast synes alting fred og ro. Her kan du få lov at være dig selv, siger de. Og jeg nikker. Tænker at jeg virkelig heller aldrig har set så mange mennesker være dem selv. Og så skulle man jo tro, at det nemmeste i hele verden var at falde til. Og være netop sig selv. Men tværtimod var det følelsen af at have lyst til at være ligesom alle andre der ramte mig. Følelsen af at blive målt og vejet bag hver eneste lyskryds og ved hver eneste S-togs station gjorde mig svag. Jeg ville ikke “bare” passe ind, jo. Mange ting har helt sikkert spillet en faktor. Men jeg kan sige med sikkerhed, at jeg aldrig har...