Hvorfor et godt råd sjældent er godt

Vil du have et godt råd? Lad vær med at give gode råd… Jeg har ikke læst psykologi, eller det der ligner. Men jeg agter (måske lidt ironisk for indlæggets indhold), alligevel at tro, at jeg er menneskekender nok til at vide, at vi allesammen går rundt og tror, at vi ligner hinanden mere end vi gør. Eller rettere. Vi tror, at alle ligner os selv. Og på den måde bliver det, der egentlig var et velmenende råd til dig selv – eller et du ville ønske du havde fået, almengyldigt for os alle. Men sådan hænger verden desværre ikke sammen. For nej. Et godt råd er faktisk ikke altid værdsat. Og slet ikke altid brugbart. “Tag den med ro.”...

Er du aldrig i tvivl?

Jo! Det tror jeg man skal være. Jeg tror, at man engang imellem skal være i tvivl, for at være sikker. I går stod jeg henslængt over baren med en øl i hånden, og nogle gode VU-venner ved siden af, og snakken faldt på kærlighed. Den store, skræmmende, svære, men også altoverskyggende dejlige kærlighed. Vi snakkede om, hvordan kærligheden er svær at finde, men hvordan den også kan være svær at holde fast i. Men endnu mere, hvordan den også kan være svær at acceptere. Især når man er så (relativt) unge som os. Det var nok de shots vi senere blev budt, der i dag gør, at jeg ikke kan huske om jeg blev direkte spurgt, eller om jeg...

Ting bliver bedre, når man arbejder med dem. Heldigvis #2

Livet er vandvittigt. Jeg tror, det er det, jeg prøver at sige. Og det har jeg så brugt lidt for mange minutter på at forsøge at formulere, på den smalle plads instagram tillader. Fordi jeg bare godt kan lide at mindes. På fredag, når jeg henter min garder fra København for alle sidste gang som netop det, så vil det samtidig være 362 dage siden han kørte mig til København som praktikant. Det i sig selv er vandvittigt nok. Altså at året, trods mine meget bange anelser, alligevel forsvandt så hurtigt. Men det var næppe helt, hvad det faktisk gjorde. Forsvandt. For når jeg tænker over det, har det nærmere sat sig fast. I mig forståes. Forleden, da jeg fik...

Den mig der også er en anden

Jeg prøvede virkelig. Prøvede at holde humøret højt, og være den ellers altid glade udgave. Men jeg troede også det ville være nemmere. Troede jeg kom hjem til en hurtig tilvænning, og en følelse af, at det var godt at være hjemme. Godt at være der, hvor jeg havde længtes efter og tilvalgt at finde tilbage til. Jovist er jeg rigtig glad for at være hjemme i Jylland, tæt på mange ting, der står mig nært. Men der mangler noget. Sammenhørighed. Og hver dags hverdagsglæde. Jeg er glad for mit arbejde, og for min familie rundt om hjørnet. For gode gode veninder når jeg står af toget og for familiære VU-bekendtskaber når jeg går ned af vejen. Men jeg er mildest...

Er din prævention den rette for dig? // Derfor stoppede jeg på p-piller

Stop på p-piller – Hvordan og hvorfor? Jeg plejer at trække en ret skarp grænse mellem det private og det personlige på domænet her. Jeg vil gerne være personlig. Også mere end de fleste andre. Men jeg er faktisk aldrig rigtig privat. B.la. derfor har indlægget i dag, ladet vente på sig. Fordi jeg lige skulle samle mig mod til at udgive et indlæg af så privat karakter. Men det er uhyre vigtigt. Og derfor gør jeg det. Tør det. Fordi jeg endnu engang håber på at kunne sætte nogle tanker igang hos dig derude. Og fordi jeg har lyst til at dele min historie til inspiration – og måske endda i dagens udgave også lidt motivation. Sådan som jeg...