Er du aldrig i tvivl?

Jo! Det tror jeg man skal være. Jeg tror, at man engang imellem skal være i tvivl, for at være sikker. I går stod jeg henslængt over baren med en øl i hånden, og nogle gode VU-venner ved siden af, og snakken faldt på kærlighed. Den store, skræmmende, svære, men også altoverskyggende dejlige kærlighed. Vi snakkede om, hvordan kærligheden er svær at finde, men hvordan den også kan være svær at holde fast i. Men endnu mere, hvordan den også kan være svær at acceptere. Især når man er så (relativt) unge som os. Det var nok de shots vi senere blev budt, der i dag gør, at jeg ikke kan huske om jeg blev direkte spurgt, eller om jeg...

2018, it’s a wrap

2018 var fyldt med alt og intet. Og her 18 dage inde i det nye år, er jeg endelig klar til at få sat en krølle på det. Faktisk gjorde jeg det allerede på instagram mellem jul og nytår. Hvis ikke du så med dengang, kan det findes i gemte highlights her. Men på en eller anden måde synes jeg, at det kræver lidt flere ord. 100 km/t Jeg har tænkt over, om det er hverdagen som studerende der gør, at jeg synes alting kører lidt i højeste gear. Man er hele tiden igang med en ny eksamen, et eller andet nyt projekt eller starter en ny praktik/job/frivillig tjans eller lignende. Eller også er det bare mig. I hvert fald...

Om en søvn der forsvandt, og en kriblen der vendte tilbage

Fy, hvor har min blogpause været lang. Men egentlig ikke engang rekord. Sådan går det vidst bare, når livet foregår ude på den anden side af skærmen. Alt det liv jeg slet ikke engang vil begynde at forsøge at opridse. Op-korte. Eller opklare. Men i aftes da jeg lagde mig på puden. Træt – og mere end rigeligt madags-smadret fandt jeg et smil og et skud overskud i min indbakke på instagram. En sød pige der havde givet sig tid til at skrive til mig, om hvordan jeg hjalp hende gennem kvote 2 nøglehullet med bloggen (og indlæggene) her. Gud, tænkte jeg. Det ér virkelig lang tid siden, jeg har skænket den en tanke. Lang tid siden jeg har delt....

Ting bliver bedre, når man arbejder med dem. Heldigvis #2

Livet er vandvittigt. Jeg tror, det er det, jeg prøver at sige. Og det har jeg så brugt lidt for mange minutter på at forsøge at formulere, på den smalle plads instagram tillader. Fordi jeg bare godt kan lide at mindes. På fredag, når jeg henter min garder fra København for alle sidste gang som netop det, så vil det samtidig være 362 dage siden han kørte mig til København som praktikant. Det i sig selv er vandvittigt nok. Altså at året, trods mine meget bange anelser, alligevel forsvandt så hurtigt. Men det var næppe helt, hvad det faktisk gjorde. Forsvandt. For når jeg tænker over det, har det nærmere sat sig fast. I mig forståes. Forleden, da jeg fik...

En dyb indånding – og så fuld fart fremad

Jeg har lige sat mig et øjeblik. På stenen foran mit hjem. Med den udsigt og det her vejr, synes det som et perfekt sted at tænke og holde pause. Har nok mest brug for sidstnævnte. En pause fra førstnævnte. Det er nok alkoholen fra igår. Og i forgårs. Og manglen på søvn derimellem. Og endnu en af de forbandede farvel. Alt det der gør, at mine følelser sider uden på tøjet i dag. Sådan plejer det faktisk at være dagen derpå. Men det er efterhånden længe siden. Det plejer at være en af årsagerne til at jeg holder mig til en enkelt. Fordi jeg simpelthen ikke bryder mig om mig selv dagen efter for mange. Min hjerne kører med...