Hvorfor et godt råd sjældent er godt

Vil du have et godt råd? Lad vær med at give gode råd… Jeg har ikke læst psykologi, eller det der ligner. Men jeg agter (måske lidt ironisk for indlæggets indhold), alligevel at tro, at jeg er menneskekender nok til at vide, at vi allesammen går rundt og tror, at vi ligner hinanden mere end vi gør. Eller rettere. Vi tror, at alle ligner os selv. Og på den måde bliver det, der egentlig var et velmenende råd til dig selv – eller et du ville ønske du havde fået, almengyldigt for os alle. Men sådan hænger verden desværre ikke sammen. For nej. Et godt råd er faktisk ikke altid værdsat. Og slet ikke altid brugbart. “Tag den med ro.”...

Er du aldrig i tvivl?

Jo! Det tror jeg man skal være. Jeg tror, at man engang imellem skal være i tvivl, for at være sikker. I går stod jeg henslængt over baren med en øl i hånden, og nogle gode VU-venner ved siden af, og snakken faldt på kærlighed. Den store, skræmmende, svære, men også altoverskyggende dejlige kærlighed. Vi snakkede om, hvordan kærligheden er svær at finde, men hvordan den også kan være svær at holde fast i. Men endnu mere, hvordan den også kan være svær at acceptere. Især når man er så (relativt) unge som os. Det var nok de shots vi senere blev budt, der i dag gør, at jeg ikke kan huske om jeg blev direkte spurgt, eller om jeg...

2018, it’s a wrap

2018 var fyldt med alt og intet. Og her 18 dage inde i det nye år, er jeg endelig klar til at få sat en krølle på det. Faktisk gjorde jeg det allerede på instagram mellem jul og nytår. Hvis ikke du så med dengang, kan det findes i gemte highlights her. Men på en eller anden måde synes jeg, at det kræver lidt flere ord. 100 km/t Jeg har tænkt over, om det er hverdagen som studerende der gør, at jeg synes alting kører lidt i højeste gear. Man er hele tiden igang med en ny eksamen, et eller andet nyt projekt eller starter en ny praktik/job/frivillig tjans eller lignende. Eller også er det bare mig. I hvert fald...

Om en søvn der forsvandt, og en kriblen der vendte tilbage

Fy, hvor har min blogpause været lang. Men egentlig ikke engang rekord. Sådan går det vidst bare, når livet foregår ude på den anden side af skærmen. Alt det liv jeg slet ikke engang vil begynde at forsøge at opridse. Op-korte. Eller opklare. Men i aftes da jeg lagde mig på puden. Træt – og mere end rigeligt madags-smadret fandt jeg et smil og et skud overskud i min indbakke på instagram. En sød pige der havde givet sig tid til at skrive til mig, om hvordan jeg hjalp hende gennem kvote 2 nøglehullet med bloggen (og indlæggene) her. Gud, tænkte jeg. Det ér virkelig lang tid siden, jeg har skænket den en tanke. Lang tid siden jeg har delt....

Ting bliver bedre, når man arbejder med dem. Heldigvis #2

Livet er vandvittigt. Jeg tror, det er det, jeg prøver at sige. Og det har jeg så brugt lidt for mange minutter på at forsøge at formulere, på den smalle plads instagram tillader. Fordi jeg bare godt kan lide at mindes. På fredag, når jeg henter min garder fra København for alle sidste gang som netop det, så vil det samtidig være 362 dage siden han kørte mig til København som praktikant. Det i sig selv er vandvittigt nok. Altså at året, trods mine meget bange anelser, alligevel forsvandt så hurtigt. Men det var næppe helt, hvad det faktisk gjorde. Forsvandt. For når jeg tænker over det, har det nærmere sat sig fast. I mig forståes. Forleden, da jeg fik...