En dyb indånding – og så fuld fart fremad

Jeg har lige sat mig et øjeblik. På stenen foran mit hjem. Med den udsigt og det her vejr, synes det som et perfekt sted at tænke og holde pause. Har nok mest brug for sidstnævnte. En pause fra førstnævnte. Det er nok alkoholen fra igår. Og i forgårs. Og manglen på søvn derimellem. Og endnu en af de forbandede farvel. Alt det der gør, at mine følelser sider uden på tøjet i dag. Sådan plejer det faktisk at være dagen derpå. Men det er efterhånden længe siden. Det plejer at være en af årsagerne til at jeg holder mig til en enkelt. Fordi jeg simpelthen ikke bryder mig om mig selv dagen efter for mange. Min hjerne kører med...

1. januars følelser

1. januar 2018 Det virker som en hel livstid siden, at jeg sidst sad i den ellers velkendte metro. Der er ikke gået meget mere end halvanden uge, men så meget er alligevel sket. Og så alligevel ikke rigtigt. Det har været juleferie, som den slags er bedst. Med nattøj på de halve dage og intet tøj de resterende. Med frysepizza i sofaen, kaffe på sengen og året-der-gik i alle de bedste sendetider. Med jule-ængstelighed og dårlig-samvittigheds-løb. Med nytårsdrinks og guldregns-fyrværkeri. Men også med hadedag i dobbeltkonfekt. I dag! Jeg bryder mig virkelig virkelig ikke om 1. januar. Uanset om den er med tømmermænd eller ej. Har bare lyst til at sove det hele væk. Men i år var der...

Ting bliver bedre, når man arbejder med dem. Heldigvis

For et år siden delte jeg dette indlæg. Og hvor er der sket meget siden. “Det eneste jeg frygter er, at det ender med at spænde ben for mig, at jeg misser en mulighed eller ikke tør tage den… Og på den måde bliver jeg ved med at sige til mig selv, at jeg bliver nødt til at arbejde med det.” Det fik det heldigvis aldrig lov til. At spænde ben. Jeg tog springet og sidder nu, lykkelig og glad, i min københavner-praktik, imens jeg overvejer hvor i den store verden mit 5. semester skal bringe mig hen. Jeg er altså kommet langt med frygten for fremtiden og alle de ændringer der på et øjeblik kan ske. Men jeg må...

6 år med blogging – Hvorfor minuit?

For et par uger siden blev jeg spurgt, hvor længe jeg havde blogget. “Et par år sådan lidt on/off”, svarede jeg. Det er det vel sagtens også, et par år, afhængig af hvordan man definerer sådan “et par” (apropos det, havde vi faktisk en snak om netop definitonen af “et par” i min familie forleden. For mig kan et par godt være en håndfuld, mens det for min papmor er to. Haha). Men forleden kom der altså en notifikation på facebook, med en af de der “se tilbage”-historier, hvor jeg netop havde delt et af mine helt gamle indlæg. Jeg satte mig derfor for at kigge mit feed igennem, og opdagede at det var næsten 6 år siden jeg delte mit...

Når jeg slipper kontrollen og lader ansvaret blive hjemme

En god ven og jeg sidste år til selv samme påskefrokost 🌷 Det er sjældent det sker. Eller måske nærmere at det lykkes mig. Sådan at slippe kontrollen helt og lade ansvaret ligge derhjemme. Jeg tror faktisk aldrig det helt lykkes, men der er tidspunkter og situationer hvor det er tættere på end andre. Læs også: Om fremtidsplaner der kan fylde for meget I kraft af mit hverv som formand for VU Skanderborg har jeg altid det største ansvar. I sidste ende i virkeligheden lidt det eneste. Og derfor drikker jeg mig f.eks. aldrig fuld, når der er arrangementer i vores egen forening. Jeg har brug for det overblik ædrueligheden giver mig. Det samme har jeg, hvis jeg tager en flok...
Older posts