Ting bliver bedre, når man arbejder med dem. Heldigvis

For et år siden delte jeg dette indlæg. Og hvor er der sket meget siden. “Det eneste jeg frygter er, at det ender med at spænde ben for mig, at jeg misser en mulighed eller ikke tør tage den… Og på den måde bliver jeg ved med at sige til mig selv, at jeg bliver nødt til at arbejde med det.” Det fik det heldigvis aldrig lov til. At spænde ben. Jeg tog springet og sidder nu, lykkelig og glad, i min københavner-praktik, imens jeg overvejer hvor i den store verden mit 5. semester skal bringe mig hen. Jeg er altså kommet langt med frygten for fremtiden og alle de ændringer der på et øjeblik kan ske. Men jeg må...

6 år med blogging – Hvorfor minuit?

For et par uger siden blev jeg spurgt, hvor længe jeg havde blogget. “Et par år sådan lidt on/off”, svarede jeg. Det er det vel sagtens også, et par år, afhængig af hvordan man definerer sådan “et par” (apropos det, havde vi faktisk en snak om netop definitonen af “et par” i min familie forleden. For mig kan et par godt være en håndfuld, mens det for min papmor er to. Haha). Men forleden kom der altså en notifikation på facebook, med en af de der “se tilbage”-historier, hvor jeg netop havde delt et af mine helt gamle indlæg. Jeg satte mig derfor for at kigge mit feed igennem, og opdagede at det var næsten 6 år siden jeg delte mit...

Når jeg slipper kontrollen og lader ansvaret blive hjemme

En god ven og jeg sidste år til selv samme påskefrokost 🌷 Det er sjældent det sker. Eller måske nærmere at det lykkes mig. Sådan at slippe kontrollen helt og lade ansvaret ligge derhjemme. Jeg tror faktisk aldrig det helt lykkes, men der er tidspunkter og situationer hvor det er tættere på end andre. Læs også: Om fremtidsplaner der kan fylde for meget I kraft af mit hverv som formand for VU Skanderborg har jeg altid det største ansvar. I sidste ende i virkeligheden lidt det eneste. Og derfor drikker jeg mig f.eks. aldrig fuld, når der er arrangementer i vores egen forening. Jeg har brug for det overblik ædrueligheden giver mig. Det samme har jeg, hvis jeg tager en flok...

Om drømme der ikke er tilstrækkelige

Jeg har nævnt det lidt før. At jeg på det sidste har følt mig en smule umotiveret og generelt bare plaget af “hamsterhjuls-hverdagen” (selvom jeg prøver at huske mig selv på, at selvsamme hverdag også oftest er det jeg elsker), og i går kom jeg som altid, til at snakke med min kæreste om fremtiden. Det er nemlig en ting jeg har det rigtig svært ved. Femtiden. Læs også: Om fremtidsplaner der kan fylde for meget  Hvis jeg kunne, ville jeg kende den til punkt og prikke. Jeg ville vide hvor vi slår os ned. Hvornår vi får børn. Hvor mange vi får. Hvilke jobs vi skal have. Hvilke venner der hænger ved, osv osv. Og som min kæreste jokede...

En rolle for livet // Om valget af ansvar og kærlighed

Jeg er født ind i rollen, og det er derfor ikke noget jeg på samme måde som min rolle i venneflokken har valgt. Jeg kan ikke lægge den fra mig, tværtimod tager jeg den med mig gennem livet. Rollen som nogens storesøster. Ikke bare nogens storesøster. Hele 5, hver i sær fantastiske, men også pisse irriterende, små-søskende er og skal jeg være storessøster for. Det er gået op for mig de seneste år, at der er mange der, hvis det var deres søskende, havde kaldt dem halv-søskende. Det har jeg ALDRIG gjort. Ikke at jeg ikke anerkender at vi selvfølgelig kun er halvt beslægtet i og med at vi kun deler enten far eller mor. Men i og med at...
Older posts