Hør min grundlovstale

Nej, jeg skal ikke have et sabbatår

Og heller ikke klamydia for den sags skyld…

Jeg møder virkelig mange negative holdninger, til min beslutning om at søge direkte ind på uddannelse efter jeg til sommer afslutter 3.g på gymnasiet, men Anne Sophia Hermansens blogindlæg på Berlingske “Det er værre at have en karriereplan end klamydia” er dog alligevel den værste.

Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor man skal mødes med tabu, omkring det at have mål for sig selv og sit liv. Jeg vil aldrig tage et sabbatår fra de, der reelt ønsker det eller har brug for det. Men jeg har ingen af delene, og derfor ser jeg virkelig ikke nogen ide i at tage det. Faktisk har jeg det sådan, at hvis jeg ikke kommer ind på mit drømmestudie i år, så vil jeg blive utrolig frustreret. Selvfølgelig skulle jeg nok finde på noget fornuftigt at bruge året på, men det ville meget sandsynligt blive noget erhvervs/studie-relevant og så er vi vel tilbage ved det samme udgangspunkt. Jeg bliver ked af, når den ‘voksne generation’ fortæller mig, at jeg skal “ud og være ung mens jeg kan”, “gøre noget dumt” eller at “leve livet og se verden” – som om den mulighed fortager sig efter et givent sabbatår.

Jeg har aldrig været “ung og dum” og det tiltaler mig heller ikke synderligt at skulle begynde på det nu. Og heller ikke om jeg nogensinde kunne se mig selv rejse rundt med en rygsæk, med en flok andre unge og en flakse sprut i Asien for som Anne Sophia Hermansen pænt udtrykker det, at “rejse ud i verden og flippe ud på sex og stoffer.” (Ikke at der på nogen måde er noget galt i det. Men hver sin smag)
Jeg vil meget gerne se hele verden, men jeg synes ikke ligefrem at det er fordi den mulighed forsvinder for mig, bare fordi jeg ikke gør det i løbet af det næste år eller to. Min drøm er at kunne gøre det med mit arbejde, min hobby (hvilket jeg f.eks. gjorde da jeg i foråret var i Bruxelles med VU) eller engang i fremtiden med min mand og børn.

IMG_4295Her er jeg.
19 år gammel.
På min sidste skoledag i gymnasiet, med massere af karriereplaner og knap så meget klamydia.
Faktisk slet ingen klamydia. 

Længere oppe i sit blogindlæg skriver Anne Sophia Hermansen: “Allerede nu har mange sikkert allerede spurgt dig: »Hvad vil du gerne, hvad drømmer du om?« Hvis du har svaret et eller andet karriererelateret, så hold op med det. Vores drømme er ikke større, end dem vi selv er, og du er ikke så lille, at du drømmer om et dødsygt liv.” – Well, så velkommen til et dødsygt liv.

Hvis der er noget der i mine øjne skaber et menneskes karakter, så er det personens drømme. Om det er en drøm om at rejse jorden tynd, tjene styrtende med penge, bo i Australien, flytte hjemmefra nu og her, at læse medicin eller at få villa, volvo og vovse, så er det da lige præcis det der gør dig til den du er. Jeg kan sagtens forstå hvis nogen har lyst til at indfri disse drømme, mens de ikke skal koncentere sig om en uddannelse samtidig, men sådan har jeg det bare ikke (og er f.eks. allerede flyttet hjemmefra jo). Og så køber jeg simpelthen bare ikke præmissen om, at det eneste der kan lære dig om livet og skabe en karakter for dig, er et sabbatår. Som Hermansen selv siger, så får man det af at vise mod, træffe selvstændige beslutninger, rejse ud i verden og af at få en røvfuld af livet.

HVORFOR, Anne Sophia, skal det absolut være i et sabbatår? Herhjemme på matriklen går det faktisk meget fint med at opfylde ovenstående uden…

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hør min grundlovstale