4 år siden, at 100 dage var gået

Forleden fortalte jeg, at jeg havde fundet mine gamle indlæg frem. Og i dag blev jeg både mindet om det på facebook og blandt de gamle indlæg. At det er 4 år siden, at 100 dage var gået i Frankrig på mit udvekslingsophold.

Jeg synes mit gamle indlæg er lidt fantastisk hvis jeg må have lov at være lidt selvglad. Men ikke så meget for selve formuleringen, men for betydningen af dem. Det er virkelig essensen af, hvordan det var, når det var godt. Men det er samtidig også essensen af en proces, der på mange måder vist godt kan kaldes integration. Og dét var helt fantastisk at få lov til at opleve.

Så nåede jeg den første “rigtige” milepæl! Nemlig 100 dage i Frankrig. Jeg har regnet mig frem til at der ca. er 200 dage tilbage så det betyder jo at jeg nu er nået 1/3… Det er så vildt at tænke på. Jeg husker det som var det igår at jeg sagde farvel til mine forældre i lufthavnen. Men min kalender siger noget andet. Det er såå underligt.

– Jeg er noget til et punkt nu, hvor fjernsynet kun KAN foregå på fransk. Dansk tv ses på nettet, og jeg tror virkelig jeg ville få mig noget af et chok hvis det pludselig blev lavet om. Bare der bliver zappet forbi en tysk kanal er jeg sådan. “Øh hvad sker der lige her – det er ikke rigtig tv det der.” Jeg må dog også indrømme at jeg (hvis jeg rigtig rigtig gerne vil kunne forstå en film, f.eks. da der for et par uger siden kom “Benjamin Buttons forunderlige liv”) sætter tekster på. Men de er selvfølgelig franske.

– Jeg er noget til et punkt hvor jeg kan gå flere timer i mine franske tanker, uden at tænke synderligt over det. indtil jeg tænker “shit, tænk hvis nogen herinde er tankelæser???” og jeg slår hurtigt over i Dansk. De behøver jo ikke vide hvad jeg i virkeligheden tænker om dem

– Jeg er noget til et punkt hvor jeg kan skrive tekster på dansk. Og bagefter læse dem og tænke “det der var vist en fransk oversættelse” eller også har jeg bare konsekvent byttet rundt på for og får f.eks. – fordi jeg simpelthen ikke kan se forskellen :O

– Jeg er noget til et punkt hvor jeg kan forklarer de ord jeg mangler i mit ordforråd, eller de ord jeg ikke forstår. Forestil jeg hvor befriende det er at kunne sige “Det er den der ting der, man bruger til det der, som har den der form der osv.” istedet for at skulle stoppe samtalen op for at løbe ud i køkkenet efter ordbogen og bruge adskillige minutter på at slå ordet op.

– Jeg er noget til et punkt hvor jeg kan rette google translate, og tænke “hvorfor stolede jeg ikke på mig selv fra start af” når den har skrevet det værste vrøvl…

Og så er jeg netop i dette øjeblik, noget til et punkt hvor det går op for mig at det hedder nået til… Apropos får og for.

På mange måder, gad jeg virkelig godt at opleve denne proces igen. Dét at være ny i et land og dets traditioner. Og faktisk noget jeg også godt gad kaste efter et par fra “DF-generationen” om man må få lov. En gang imellem trænger vi selvfede danskere sku til at få det hele vendt lidt på hovedet. Det ér fandme pisse svært at integrere sig, og ikke mindst tager det tid og energi.

Og selvom jeg vil sige, at det er noget af det fedeste jeg har prøvet, så er det som også lige nævnt samtidig noget af det markant hårdeste. Ikke at være til stede i sig selv i den man er, og samtidig skulle forsøge at være til stede, indlære og tilpasse sig et sprog, et land og dets kultur og alt hvad der hører med derimellem. Det synes jeg sku vi burde være lidt bedre til at værdsætte og anerkende, når nogen henholdsvis gør godt eller har svært ved. At integrere sig.

Man gør for det meste, alt hvad man kan – det ved jeg i hvert fald, at jeg gjorde <3