Hvad er det med julefrokoster og utroskab?

Min veninde delte forleden denne artikel i en tråd med mig og en fælles veninde. Og selvom det er en fuldstændig langt ude tosset artikel, så forarger den sku. Helt ærligt venner, hvis ikke det skal være med ham din kæreste, så gør det idet mindste forbi på en ordentlig måde. INDEN

Et par dage inden havde en anden af mine veninder vist mig denne artikel. Meget mere mig.

Begge artikler med samme emne som udgangspunkt – nemlig at danskerne er utro. Mere end de indrømmer, særligt her i julefrokostsæsonen, og vennerne “approver” det. Og helt ærligt. Jeg brækker mig imens.

Jeg var forleden til min første sådan “rigtige” firma-julefrokost, i det firma jeg for nylig er ansat i. Og lad mig først lige slå fast, at jeg på ingen måde var vidne til noget. Men joken hang ligesom løst i rummet. “Høhø-humoren” og “Hvor skal du sove i nat-joken” var livligt til stede blandt de mange hundrede gæster fra de forskellige firmaer der var repræsenteret. Og det er jo hvad det er. En uskyldig joke. Men statistikken siger bare, at mange tager det skridtet videre. Hvorfor er det lige, at vi danskere (åbenbart) har så løst et forhold til det der med julefrokoster og utroskaber?

Angela Brink, skribenten fra sidstnævnte artikel har fuldstændig ret når hun siger:

Det ukritiske fokus på utroskab er skidt, fordi det skaber en stemning af, at utroskab er noget eftertragtelsesværdigt og godt.

Der er desværre et par stykker i min omgangskreds, der heller ikke helt forstår sig på det der med monogami og respekt for sin partner. Og det er som om det er blevet en hel kultur, eller måske en form for status. Lige præcis som Angela Brink siger, eftertragtelsesværdigt, og det er det jeg simpelthen ikke fatter?

Jeg mindes på den anden side engang at have læst en hemmelighed på Miriamsblok – var der nogen der sagde real life gossip girl? – om et par der havde levet lykkeligt og monogamt i 10 år, bortset fra når de var til julefrokoster. Der kørte de efter reglen om, hvad den anden ikke ved har han/hun ikke ondt af. Og det lød faktisk som om, de begge var lykkelige med det. Og det synes jeg sku også er sejt et eller andet sted.

Jeg er med på, at det for nogen ikke er nok med én. Og hvis man kan få et form for åbent forhold defineret og til at lykkes, så skal man have kæmpe respekt for det. Jeg ville aldrig kunne det, men derfor er jeg stadig imponeret og i dyb respekt over for dem hvor det lykkes. Dét er sådan set bare ikke rigtigt min pointe.

Det er alle Miriams andre udgivne hemmeligheder til gengæld. Det utalt af utroskabsafsløringer der jævnligt og i alt for store mængder også dukker op… Ingen fortjener det. Og hverken julefrokost eller alkohol er en undskyldning.