Marrakech: Byen der tog pusten fra mig

Mens jeg klipper video fra Marrakech færdig, får i her lidt af de få billeder jeg fik taget. Pludselig glemte jeg jo helt at knipse stilbilleder, fordi jeg havde så travlt med at filme…

Som jeg nævnte tidligere, så var Marrakech virkelig en stor mundfuld. Det var overvældende og tog pusten fuldstændig fra os både den første aften og halve dag. Vi gjorde heller ikke rigtig os selv en tjeneste ved at forvilde os helt ind i midten af Medina’en på jagt efter Souk’en. Der var folk og marked overalt og gaderne er så smalle at du hele tiden skal holde dig godt til højre for ikke at få kørt din venstre fod over af den næste æsel med vogn. Og der var råben og snakken og legen. Og folk der ville vise os vej. Den forkert vej. Eller ikke ville lade os være da vi sagde fra, eller som ville sælge os alt de ejede. Dét var overvældende.

Vi er jo slet ikke vant til at blive henvendt til på gaden på samme måde herhjemme. Vi kender nok alle dem der står ude foran restauranter sydpå og vil lokke os ind. Gang det med 100 og du har nogenlunde hvad der mødte os i Marrakech. Jeg fik endda et “fuck you” med på vejen, da jeg for 10. gang bad en mand om at lade os gå vores egen vej, fordi han blev ved med at insistere på at følge os hen til markedet (som ofte viser sig at være vejen til deres egen butik e.li.)

Når det så er sagt, så gik det ret hurtigt op for os, at det var en tilvænningssag. Allerede på 2. dagen var vi langt bedre til at forstå deres skjulte hensigter, og vidste, at vi bare skulle lade vær med overhovedet at svare dem. Vidste, at man helt skulle ignorere gadesælgerne osv. Men for mig var det helt sikkert mere ideen om, at det var nødvendigt at ignorere, der mest og først skræmte mig.

Læs også: Postkort fra Marrakech

Jeg var ikke på noget tidspunkt bange for, at vi skulle blive bestjålet eller på anden måde overfaldet. Og det er helt sikkert det vigtigste at huske på. Drengene der hænger ud på gadehjørnet står der, fordi det er sådan man gør i Marrakech. (Jeg synes det lignede bander og bøller med deres scootere på hvert et gadehjørne, indtil jeg opfattede at det var normalt). Som ham der ejede det Riad vi boede på sagde. Så vil de os intet ondt, kun tjene et par skillinge på os, men det er vigtigt at huske på, at det ikke er vores skyld at de er fattige, og derfor er det mere end okay at sige nej til dem.

Der var helt sikkert mange andre ting (tag bare det at vågne midt om natten, fordi der bliver kaldt til bøn) som var med til at skabe kulturchokket for os. Men ovenstående var primært hvad der rumsterede i maven på mig. Det var grænseoverskridende og helt sikkert ikke lige noget vi havde forberedt os på.

Men da først den værste rumsteren havde lagt sig, tror jeg også vi samtidig udstrålede lidt mere selvsikkerhed og overskud (og ikke mindst lignede nogen der vidste hvor vi var). Vi blev i hvert fald ikke vist vej længere, og kunne på den måde meget bedre nyde byen og dens befolkning. En befolkning der virkelig bare er søde og snaksagelige, også selvom de oftest er det for at charmere dig til at købe noget, eller som vi også mødte et par der prøvede, at hjælpe deres barnebarn til Danmark og arbejde. Der gælder det nok bare om at smile og vide, at du på ingen måde er nødsaget til at købe noget. Min samvittighed løb dog flere gange af med mig, men det er jo bare mig!