“Fik du egentlig nogensinde lagt det rigtigt fra dig?”

Gør man egentlig nogensinde det?

Glemmer, fortrænger, tager afsked, siger farvel til eller lægger den slags grimheder fra sig. Når nogen over så lang en årrække og med så konsekvente, hadfulde og ubehagelige handlinger og kommentarer, vælger at gøre folkeskolelivet til et helvede.

Jeg har nævnt det kort herinde før. Snakket lidt om dengang jeg stod i et hvert skolebarns værste mareridt. Dengang før det var særlig meget på mode at lave anti-mobningskampagner eller indkalde til konsensus-søgende forældremøder. Dengang mobning stadig var lige så brutal som den er i dag, men hvor fokus fra var et helt andet sted.

Og der er vel sagtens en grund til, at det ikke er noget der dukker op hos mig oftere, og dermed ender her på bloggen. Først og fremmest får jeg ubetinget, stensikkert hver eneste gang en klump i halsen. Jeg ønsker (af gode grunde) ikke rigtigt at mindes den tid, og må indrømme at meget af det også er fortrængt. Jeg kan simpelthen ikke huske mere end få af de værste øjeblikke fra min skolegang fra jeg gik i ca. 4. til 7. klasse. I 7. klasse skiftede jeg skole og et halvt år senere flyttede jeg også adresse til Skanderborg – og tingene tog sig heldigvis langt lykkeligere ud der.

Men i går kom min far og jeg alligevel til at snakke om det i bilen da han kørte mig hjem. Det tror jeg faktisk aldrig vi har gjort før. Sådan rigtig snakket om det.

Han klappede mig på låret og spurgte, om jeg egentlig nogensinde havde lagt det rigtigt fra mig. Taget afsked med det om man vil.

Det har jeg ikke.

Og spørgsmålet er om jeg nogensinde ville kunne.

For et par år siden, lang tid efter, at jeg var kommet ud af det og egentlig burde leve lykkeligt (til mine dages ende ik?), begyndte jeg at have mareridt om det. De samme forfærdelige sætninger fra de samme forfærdelige klassekamerater gik igen og igen og efterlod mig mere eller mindre søvnløs. I hvert fald helt og aldeles modløs. Jeg havde brug for at komme rigtigt videre. Vise mig selv, at jeg for længst var kommet både over og igennem det og ikke mindst, at jeg var blevet så uendelig meget stærkere.

Jeg fik sagt det til nogen med forstand på psykologien, som sagtens kunne forstå mine mareridt. Det var klart, at jeg var både bange og sårbar og ikke mindst havde brug for at blive holdt af sagde hun. Og det blev jeg. Holdt af. Af en sød fyr der kom og hold om mig, helt derinde, hvor ingen nogensinde siden dengang havde fået lov at kigge.

Jeg turde stole, holde af og holde om. Og ikke mindst smile.

Smile over hele hovedet af bare glæde og kærlighed. Til mig selv og livet. Og til den lille søde Katrine jeg sådan ville ønske jeg kunne have redet ud af ondskaben dengang. Den lille mig der ikke fandt anledning til så meget som et enkelt smil, men som alligevel fandt vejen ud og modet til selv at vælge skole. En anden en. Hvor man godt kunne smile. Og hvor andre smilede til mig. ❤️

I dag smiler jeg heldigvis (næsten) altid. Og prøver at lade vær med at lade det påvirke den Katrine jeg er i dag. Men spørgsmålet er, om ikke denne Katrine netop er et output af fortidens begivenheder. Og så opstår spørgsmålet jo, om man egentlig nogensinde rigtigt kan lægge det fra sig?