Når næste generation tager over

Som jeg nævnte i forrige indlæg holdt vi i lørdags generalforsamling i Venstres Ungdom i Skanderborg, hvor jeg indtil da var formand.

Jeg skal til hovedstaden i praktik, og en ny generation skulle tage over.

Og det må jeg indrømme, at jeg lige skulle finde mig selv i. Det der med, hvad pokker min rolle så er/skal være i den forening jeg ellers elsker at bruge tid og energi på. Jeg følte bestemt ikke, at jeg var hverken halvt eller helt færdigt. Det føler jeg sådan set stadig ikke, men jeg har overvejet langt mere end jeg før har gjort, og opvejet positive og negative aspekter.

For de findes også. De negative sider.

Ungdomspolitik er på mange måder en magtkamp, et røvslikkeri, et spil og et cirkus. Sådan som politik vel sagtens er det generelt. Og dén del gad jeg godt være foruden.

Til gengæld vil jeg stadig gerne bruge tid med mine venner, lede frivillige, gøre en forskel, og ikke mindst ændre hist og her, hvor jeg føler ting halter.

Så det har jeg brugt lidt (løgn. MEGET) krudt på at overveje siden, og selvom jeg stadig ikke er helt færdig på den konto, forsøger jeg nu at nyde, at det ikke er mit ansvar næste gang en sur nabo ringer eller når der skal ryddes op i VU Skanderborgs lokaler.

Jeg skal i praktik. Lære det politiske game og kommunikationen bag lidt mere at kende. Og så tror jeg jeg skal nyde tilværelsen lidt. Indtil jeg med garanti finder noget nyt at kaste mig over. Jeg KAN hverken sidde stille eller slappe af, så mon der går særlig længe?