Et sted midt imellem fuldtidsarbejdstider og pendlerweekender…

… Forsvandt mine skriverier og store tanker. Og det er jo så heller ikke helt sandt, for faktisk har jeg mærket den manglende uddybning, udtrykkelse og udfoldelse på mange parametre.

Hvad er det man siger? At man først opdager, hvor stor en betydning ting har, når man mangler det?

• Man lægger først mærke til, at der egentlig altid er låst op tændt lys på arbejdet, når vedkommende der møder først, pludselig møder sent.
• Man lægger først mærke til, at der egentlig altid ligger dagsordener fremme til mødet, når nogen har glemt at gøre det.
• Man lægger først mærke til, at der egentlig altid er mælk i køleskabet, når nogen har glemt at købe det.

Og således mærkede jeg forleden, at jeg havde glemt at blogge.

Glemt mig selv og de tanker, der først giver mening, når de kribler i fingrene og min hjerne ikke kan følge med, eller måske endda først til aller sidst, når de står sort på hvidt.

Det er derfor jeg blogger.

Fordi mine hurtige fingre på tasterne nogle gange kender mig bedre end min ellers veludviklede mavefornemmelse.

Fordi der er intet der får mig til at finde ro som at sætte ord på uroen!
Og det må jeg så hellere få gjort, sat ord på…

Må i have verdens dejligste søndag fyldt med film og lækkerier. Min står for første gang længe ikke på en aftentogtur, den napper jeg i morgen i stedet ❤️