Når det bare er nemmere at give op end at fejle

Egentlig var i dag dagen, hvor jeg skulle have snøret løbeskoene, til min hidtil længste tur. 21 km rundt i Odenses gader til HCA halvmarathon. Men det blev desværre ikke aktuelt…

Jeg gik fra at være halvsløj, til at være helsyg, miste stemmen, og fange mig en lungebetændelse. Alligevel havde jeg lidt svært ved at slippe tanken og give endeligt slip på den billet, som allerede var købt. Men da min mor i onsdags (som selv er en ret stabil løber) sagde til mig, at det sku ikke duede, blev jeg alligevel overbevist. Og en smule lettet.

Ironisk nok havde jeg gået så længe op til, og underspillet mine egne evner, og et eller andet sted bande projektet så langt væk, at jeg ofte håbede på, at jeg vil falde og gøre mig selv skadet, sådan så jeg havde en legitim undskyldning for at melde fra. Men da jeg så rent faktisk blev syg, blev jeg sku sur. Det var gået så afsindigt godt så mange uger, og jeg havde aldrig haft så meget overskud over min egen præstation, at det gjorde helt fysisk ondt, bare tanken om, at det måske ikke ville ende med samme gode udgangspunkt. I hvert fald ikke, hvis finalen skulle have været i dag.

Jeg ville, at mit første halvmarathon skulle være en fest. En fest af løb, sjov og overskud. Ikke noget jeg skulle hverken halvt eller helt tvinge mig selv igennem, og derfor endte jeg som bekendt også med at springe fra. En smule lettet over, at det også var min mors konklusion på det hele. For havde hun sagt, at jeg sagtens ville kunne løbe, så er jeg sikker på beslutningen havde været langt sværere. Måske var jeg alligevel troppet op i Odense i morges med løbeskoene på, men jeg havde helt sikkert alligevel givet op på forhånd, sådan som så ofte før.

Jeg har desværre ofte en tendens til at give op på forhånd. Det er én af grundene til, at jeg aldrig løber med andre f.eks. Jeg er sikker på, at jeg er den dårligste, og så kan jeg lige så godt bare lade vær med at løbe, og spare mig selv de anstrengelser. Måske er det i virkeligheden dovenskaben der spiller ind. Og bekvemmeligheden. Og hele grundlaget for min motivation. Det er sværere at rejse sig, hvis man har tabt, end hvis man blot undgik kampen, og kan løbe videre i morgen…

Og således løb jeg alligevel en lille tur i dag. Ikke noget synderligt imponerende, her efter 2 ugers sygdom, men en løbetur som pigen på billedet for et år siden aldrig vil have klaret. Og på den måde kan man vel sige, at jeg hverken gav op eller fejlede. Jeg løb bare.