En ældre italiensk herre med blogger-gamet i orden

I går efter jeg havde løbet min første tur i en evighed, skulle det selvfølgelig foreviges. Og bedst som jeg står der og finder selvudløseren frem, så også de flotte omgivelser kunne foreviges med mig i forgrunden og ikke bare up-side-down som vi kender det, kommer en ældre italiensk herre gående langs strandkanten.

Jeg fumler videre med røven i vejret og telefonen i sandet, da han peger først på telefonen og så på mig og sidenhen laver dem famøse “kamera-pegefinger”. Først da opfanger jeg, at han prøver at være mig behjælpelig med et billede.

Jeg smiler stort, næsten grinende, hvor sødt er det lige? Og får vendt kameraet den rigtige vej og stiller mig i vandkanten.

Her står jeg et par øjeblikke bare op og ned, og da han ikke gør antræk til at være færdig, tænker jeg, at jeg hellere må bevæge mig lidt, og ved første indskydelse (man er vel blogger) sætter jeg armen i siden.

Jeg får telefonen tilbage, og ser til min store glæde, at det eneste billede der var foreviget, var billedet med armen i siden. Den kære italienske herre havde sit blogger-game tip-top i orden, og ventede selvfølgelig på mit bedste bloggerpose før han trykkede på udløseren.

Han kigger smilende på mig, og får med fakter og en masse uforståelig italiensk spurgt, om vi skulle gøre det igen.

Jeg vender tommelfingren i vejret som respons, og gør tegn til, at det er helt perfekt som det er.

Mig i vandkanten efter en løbetur, der selvfølgelig skulle foreviges, på en insta-værdig destination med endnu mere snapchat-worthy baggrund, storsmilende til blogger-fotografen, og selvfølgelig poserende med en arm i siden.

Bliver det strengt taget meget bedre? 😅