Ting bliver bedre, når man arbejder med dem. Heldigvis

For et år siden delte jeg dette indlæg. Og hvor er der sket meget siden.

“Det eneste jeg frygter er, at det ender med at spænde ben for mig, at jeg misser en mulighed eller ikke tør tage den… Og på den måde bliver jeg ved med at sige til mig selv, at jeg bliver nødt til at arbejde med det.”

Det fik det heldigvis aldrig lov til. At spænde ben.
Jeg tog springet og sidder nu, lykkelig og glad, i min københavner-praktik, imens jeg overvejer hvor i den store verden mit 5. semester skal bringe mig hen. Jeg er altså kommet langt med frygten for fremtiden og alle de ændringer der på et øjeblik kan ske. Men jeg må også erkende, at der stadig er lang vej.

Jeg har stadig et enorm stort behov for at planlægge mig ud af uvisheden, og for at visualisere, organisere og strukturere. Men så længe jeg stadig tør at tage springet, så tror jeg faktisk jeg er nået frem til, at det ikke gør mig noget. Og så længe mine fravalg beror sig på mit eget ønske og ikke så meget på frygten for det uvisse eller det nye, så går det nok.
Spørgsmålet er i virkeligheden også, om man nogensinde helt kan komme frygten for det uvisse til livs. Er det ikke bare det vi kalder mavefornemmelse? Det hele handler vel om at kunne navigere i selvsamme, og netop vide, hvornår det handler om spændthed og den gode uvished, og hvornår det handler om dårlig mavefornemmelse, og ting man reelt set bare ikke har lyst til. Og dén grænse for mig er måske stadig lidt for lille (eller flydende?). Men trods alt voksende.

Men jo, jeg ville stadig ønske jeg kunne være mere spontan, og at jeg følte mig mere sikker i fremtidens usikkerhed, men i dag da facebook mindede mig om, at det kun var et sølle år siden, jeg i frustration over min kærestes ændrede planer, kunne sætte mig med hjertebanken og tårer i øjnene og føle mig forvirret over, at planer, der næsten ikke engang helt var planer, blev ændret.

Jeg har arbejdet med det. Og det er blevet kæmpe meget bedre.

Den næste del, og de næste store skridt glæder jeg mig til at tage, så jeg forhåbentlig også om endnu et år kan sige, at jeg er kommet meget længere i kampen om at slippe lidt mere af mit tryghedssøgende, forsigtige, fremtids-bange, planlægnings-jeg. Ting bliver nemlig bedre, når man arbejder med det. Heldigvis ❤️
En helt anden ting her på falderebet. Se lige billedet i det 1 år gamle indlæg… Det er virkelig svært selv at se det fra dag til dag, men hold op hvor havde jeg nogle runde kinder dengang, haha.

// Vil du gerne følge mere med? Find mig på facebook her, eller på instagram eller snapchat på @katrineiml