Det sidste Venstre-blå punktum

  

Jeg havde nær sagt, at det blev hårdere end forventet. Men det er løgn. Jeg vidste det ville blive hårdt. Jeg vidste at jeg ville tude. Og jeg vidste, at jeg ville gå ud derfra, med verdens mærkeligste følelse.

Med en tårer i øjenkrogen (løgn: flere af dem, strømmende ned af kinderne) blev det netop sådan jeg gik ned ad trappen foran det fine gamle “Venstre-palæ” for aller sidste gang. I hvert fald for nu.

Det var med vemodighed, et savn der allerede kom snigende, men heldigvis (!!!) også med en vished. For sidste uge i det jyske vidste mig, at jeg tog den rette beslutning.

At jeg skal hjem og læse færdig, hjem og være hjemme, og hjem og prøve noget helt andet.

Noget der ikke er politik, hverken i voksen eller ungdomsformat. Og det bliver godt. Og måske vil jeg finde lykken. Forhåbentlig. Men måske vil jeg ikke…Og så ved jeg, at jeg altid kan vende tilbage til trappen på palæet, med et eksamensbevis i hånden. Hvis det viser sig at være det eneste rigtige. Og det gør mig alligevel fortrøstningsfuld.

“Det er bare et vi ses”, sagde de. Og jeg smilede…. Vi ses!